'Tæsk' podcast om Bondefangeri - et miljødilemma for københavnere

'Tæsk' podcast om Bondefangeri - et miljødilemma for københavnere

25 oktober 2012 af Troels Brücker
70 mennesker deltog aktivt og engageret i debat med Danmarks førende miljøjournalist, Kjeld Hansen, om svineproduktion og landbrugets status i forhold til natur og mennesker, ikke mindst om forholdet til os som byboere og københavnere.

Du kan aflytte arrangementet her

Kjeld Hansen fulgte to spor i sit oplæg, dels svineproduktionens belastning både som udvikler og spreder af farlige resistente bakterier, som tung byrde for samfundsøkonomien og dels vore vandløb, drikkevand og natur, som forurenes og inddrages af den intensive landbrugsdyrkning. Især de økonomiske sider, som betyder, at når nogle få tusinde landmænd ejer 63 % af det danske land, skaber det store problemer for det danske samfund, fordi denne snævre pressionsgruppe modtager stor støtte, presser lovgivningen og nægter at betale for oprydning af forurening. Ja, endog tillader sig at afpresse os som byboere ved at forlange økonomisk kompensation for at overholde loven og undlade at ødelægge naturen. Noget af det Kjeld Hansen kalder ’bondefangeri’ og også er titlen på hans nyeste bog.



Landbruget er både en ”himmelråbende dårlig forretning og sætter ikke tæring efter næring” (Kjeld Hansen i ’Bondefangeri’). Historisk set har landbruget i den grad forarmet dansk natur og er endt i at være det mest intensivt dyrkede i verden med den største andel under plov og producerer flest svin i forhold til arealet. Konsekvenserne kæmper vi med i dag.
Du kan aflytte arrangementet her



En organisation som ’Bæredygtigt Landbrug’ (i følge Kjeld Hansen er alene navnet en forvrøvlet provokation), blev kaldt for løgnere og sammenlignet med den suspekte LS bevægelse i 30’erne (Landbrugernes Sammenslutning), fordi de som pressionsgruppe ikke anerkender nogen former for miljøbeskyttelse og propaganderer usagligt. De rekrutterer jo nemt i en trængt samfundsgruppe af landmænd med milliongæld. Kjeld Hansen er selv af disse kredse blevet udnævnt til landbrugshader og fjende nr. 1. Han er i parentes bemærket selv gårdejer og har en omfattende fagbogsproduktion bag sig og har senest modtaget den store natur- og miljø pris 2012.

Du kan aflytte arrangementet her

Kjeld Hansen er en uudtømmelig vidensbank om Danmarks miljø og en engageret og fortræffelig formidler. Derfor slipper han af sted med som journalistisk fyrtårn at give dansk landbrug den modstand, som erhvervet desværre fortjener.

Debatten gik mest på hvad vi som borgere kan gøre. Svaret er demokratiske midler som læserbreve, blogindlæg, henvendelse til folketingsmedlemmer, aktioner dér hvor man er og i det daglige være ansvarlig forbruger. Nogle mente problemet er globalt og at kapitalismen forhindrer tilstrækkelige reguleringer, kontrol og ordentlig fødevareproduktion. For Kjeld Hansen er al fratagelse af støtten fra landbruget ikke vejen frem, men måske en form for adfærdsregulering med økonomisk straf af fratræk i støtten, hvis der fx pløjes for tæt på vandløb. Så sent som i dagens Politiken (24.10.) undrer Kjeld Hansen sig over det faktum, at alle myndigheder, incl. sundhedsministeren og Sundhedstyrelsen, skjuler hvilke svinefabrikker, der er ramt af farlige smitsomme bakterier med risiko for spredning, virksomheder, som af hensyn til privatlivets fred, ikke må offentliggøres og udpeges. Vi taler vel at mærke om smitte fra menneske til menneske med resistente bakterier, der ikke kan kureres med antibiotika.

 

Alvorlige sager, som både handler om bevarelse af natur, sikring af vores helbred og rimelig omgang med vore ressourcer. Er det i orden at producere 28 millioner svin i et lille land som Danmark? Kjeld Hansen forudså med et glimt i øjet, at om nogle år, vil vi se folk stå udenfor som uglesete rygerne gør nu, og tygge på små stykker svinekød. Det vil simpelthen ikke være comme il faut mere at ”svineæde”. I mens messer Jørgen Leth fortsat i kampagner fra landbrugets førende organisation, Landbrug & Fødevarer, at landbruget er ”Danmarks bærende erhverv”. Rent ’bondefangeri’, ifølge Kjeld Hansen.

Du kan aflytte arrangementet her

Debatten gik også på hvordan vi konfronterer problemerne med landbrugets monopolagtige forhold til al dyrkbar jord, når store dele af landbruget opfører sig som det gør, men kun udgør 10-12 % af eksporten og landbrugets førerposition vendte engang i 50’erne. Nogle mente, at Kjeld Hansen farer for hårdt frem, men de fleste, at den seneste tids debat viser, at landbruget og resten af befolkningen står meget langt fra hinanden.

     

Måske er der et håb i et generationsskifte i landbruget, så moral og fornuft i højere grad kan styre landbrugsproduktionen, frem for som nu, hvor trængte gældsplagede og naturødelæggende landmænd dominerer. 

Du kan aflytte arrangementet her

Se mere om arrangementet her

Tekst: Troels Brücker
Fotos: Lars Andrén

Mere om 'Tæsk'

Ordstyrere: Troels Brücker og Lars Andrén
Teknik: Martin Thorup

Seneste kommentarer

Feedback