UDSTILLING: Børnehaven Østre Gasværk Syds flotte eventyrbilleder

UDSTILLING: Børnehaven Østre Gasværk Syds flotte eventyrbilleder

13 december 2011 af Christine Nederlund
DET ER TRADITION, AT ØSTERBROS BØRNEHAVER, SKOLER, ungdomsskoler og sfo'er runder deres kreative forløb af med en udstilling på biblioteket. I tirsdags var det børnehaven Østre Gasværk Syd, der afholdt fernisering med saftevand, snacks og stolt fremvisning af værkerne fra deres netop afsluttede kunstuger.

 

 

Temaet var eventyr og dyr, og der er blevet savet, klistret, hamret og gået til akvarellerne, skulle vi hilse og sige. I den ene side af børneafdelingen står den på "Tornerose" og "Fyrtøjet", hvor børnene har arbejdet på lærred med motiver fra eventyrerne. Her vrimler det med feer, kongeslotte og ikke færre end elleve hunde med øjne så store som Rundetårn.

Langs væggen ud mod Jagtvej, hvor temaet er dyr, er der blevet arbejdet i alle materialer. En bearbejdet træstamme er blevet til en kæmpe krokodille malet i i alle regnbuens farver. Hønsetråd og papmaché er blevet til en imponerende fugl af den indtil nu ukendte andestruds-agtige art. Og tre udtjente spånplader er savet til, bemalet og genopstået som tre dyr fra savannen med uopslidelig x-faktor, elefanten, giraffen og næsehornet.

Faktisk er hele tilblivelsesprocessen fyldigt dokumenteret med fotos og tekst, fra bl.a. turen til Rosenborg Slot, hvor børnene fandt inspiration til Tornerosebillederne, fra turen til Charlottenlund Skov, hvor børnene kiggede ned i heksens træ fra "Fyrtøjet" (og det er ganske vist), fra da krokodillen blev savet og malet og fra den dag, hvor Selmas mor besøgte børnehaven for at fortælle eventyr. Men kom selv på biblioteket og se det hele. Udstillingen kører til og med fredag.

Seneste kommentarer

Feedback