Referat fra brugerbestyrelsesmøde / Kulturstationen Vanløse tirsdag d. 22. marts 2011

Referat fra brugerbestyrelsesmøde / Kulturstationen Vanløse tirsdag d. 22. marts 2011

18 april 2011 af Trine Marie Ulleriks
Referat fra brugerbestyrelsesmøde / Kulturstationen Vanløse tirsdag d. 22. marts 2011

Tilstede: Henning Foss, Pernille Carneiro Juel, Liisa Tuomaala, Rikke Svendsen, Hannah Haansbæk Rasmussen, Ole Jensen, Trine Ulleriks

Afbud: Svend Aage Jacobsen, Poul Rosenbaum

Under punkt 4: Søren Nordhavn, Vanløse Spisehus

1. Godkendelse af referat fra bestyrelsesmøde den 25. januar 2011

Godkendt

2. Fastlæggelse af dagsorden

Intet

3. Efterårsprogram 2011

Punktet var sat på da deadline for programlægningen nærmer sig – men det blev pointeret at løbende input til programmet også er meget velkomne.
På dette efterårsprogram er en af nyhederne samarbejdet med det nye Sundhedshus på Indertoften og i denne forbindelse var der forslag om at Kulturstationen bidrag til en markering af åbningen heraf.

Henning Foss opfordrede til at den nye bestyrelse bringes i kontakt med (nogle af) de eksisterende samarbejdspartnere på samme måde som præsentationen af udvalgte personaler fra Kulturstationen med henblik på sparring, idèudveksling etc.

Rikke Svendsen efterlyste i den forbindelse flere markeder i samarbejde med/med hjælp fra Kulturstationen og Spisehuset – fx på tagterrassen, med miljøpunktet, a’la det månedlige fødevaremarked i Nordkraft (Aalborg).

Ole Jensen berettede at Demokratihjørnet som en del af en revitalisering af konceptet overgår fra ”kun” at være et hjørne i biblioteket til fremover dels at være en del af hele huset samt ikke mindst tænkes som et ”Demokratihjørne-ud-af-huset” i relevante sammenhænge/arrangementer. Derudover er det tanken at der i samarbejde med Lokaludvalget skal afvikles 3-4 arrangementer årligt. En del af demokratiarbejdet vil også være en nytænkning af borgermøderne fx i en anden ramme og med en form der både opfordrer til fleres deltagelse og som vil støtte op omkring debatkulturens udvikling. Der har i denne forbindelse været overvejet at inddrage elementer/kunstnere fra stand-up-verdnen. (Se efterfølgende mail fra Hannah Haansbæk desangående).

Pernille Carneiro Juel spurgte ind til projektrådgivningen og Hannah Haansbæk kunne berette at der ikke i første omgang har været nogle henvendelser men at der arbejdes på yderligere markedsføring samt ikke mindst den direkte henvendelse til potentielle projektmagere eller ansøgere der allerede er i gang. I forlængelse heraf henviste Pernille Carneiro Juel til Rie Frilund Skårhøj som har skrevet om ledelse af frivillige og som, også i anledning af frivilligåret 2011, kunne være oplagt ift. et lokalt Vanløsetiltag.

Rikke Svendsen roste generelt bredden i programmet og henviste til hendes tidligere opfordringer om at fortsætte de gratis koncerter for derigennem at lokke nye til – nye både ift. husets brugerskare generelt men også nye ift. musik/koncertarrangementer. I forlængelse af dette blev det konstateret at den klassiske musik ikke fylder meget på programmet og at det i hvert fald også skyldes at det er et miljø (udøvende såvel som publikum) der skal opdyrkes her i Vanløse før det kommer til at fylde mere. Dette medførte en snak omkring den selvforstærkende virkning – og hvem der skal/kan ”indlede” denne proces: er der et potentielt publikum der kan lægge de nødvendige entreindtægter til en klassisk koncert og/eller er der potentielle kunstnere der har brug for en scene som Kulturstationen kan lægge hus til? Ift. børneområdet kunne det berettes at det er en ganske anden sag, da de inviteres via skolerne og det læringsaspekt ift. den klassiske musik der vurderes væsentligt er således sikret.

Rikke Svendsen efterlyste generelt en mere formaliseret rådgivningsfunktion til at starte projekter op, sætte netværk sammen etc. samt ikke mindst en tydelig præsentation af at indgangen til at få sin idé kvalificeret og måske virkelighedsgjort er i Kulturstationen. I denne forbindelse præsenterede Rikke Svendsen også et Facebookseminar som hun netop havde deltaget i og hermed opfordrede Kulturstationens Facebookgruppe til at opdyrke denne markedsføringsmetode.

4. Vanløse Spisehus

Rasmus Clemmesen, booker mv. i Vanløse Spisehus, var desværre forhindret i at være til stede men i stedet deltoger Søren Nordhavn, kok sammesteds under dette punkt. Han fortalt om Vanløse Spisehus som en af flere cafeer hvilket er en stor fordel i det daglige i form af sparring, samarbejde, erfaring etc. Søren Nordhavn og Spisehusets personale oplever allerede et rigtig godt forhold med resten af Kulturstationen og i samarbejde hermed er der allerede etableret et fælles samarbejde omkring udviklingen af tagterrassen, som gerne skulle mundes ud i noget reelt i begyndelsen af maj. Der arbejdes dels med flere forskellige sidde-/opholdsområder, grønne beplantninger fx af krydderurter og andet spiseligt og med fleksibiliteten i højsædet.

Generelt oplever Spisehuset en stigende tilstrømning af gæster selvom der fortsat er nogle stille aftener. Der er fokus på øget markedsføring og der var ros til de flyers som Kulturhusets grafiker har fremstillet.

Afslutningsvist opfordrede Søren Nordhavn til løbende at komme med sine ønsker, ideer etc.

5. Meddelelser

Ole Jensen meddelte at BorgerserviceKvik åbnede 1. april og med åbningsseance mandag d. 4. april. Det er muligt at få lavet følgende i BorgerserviceKvik’erne: Pas, NemId, Sundhedskort samt hjælp til selvbetjening.

Ole Jensen meddelte at Kultur- og fritidsforvaltningen barsler med en ny samlet Kulturpolitisk strategi for både bibliotek, idræt og kultur. Inden den endelige vedtagelse i Kultur- og fritidsudvalget skal havde den til endelig vedtagelse skal den i høring, også her i bestyrelsen, for kommentering/kvalificering. Dette forventes at skulle foregå henover sommeren.

6. Eventuelt

Der udspandt sig i forlængelse af præsentationen af Spisehuset en længere snak omkring adgangsforholdene til Kulturstationen, opgangen til Spisehuset, pladsen foran Føtex/indgangen etc. Det blev besluttet af bestyrelsen tager kontakt til Flemming Fenger mhp. at sikre ordentlige adgangsveje til Spisehuset – der er fx oplevelser af manglende lys i opgangen, at elevatoren ofte er ude af drift etc. og det fylder meget i den almindelige snak blandt brugerne af huset og opleves som et ærgerligt førstehåndindtryk af huset.

/Trine Ulleriks, april 2011

Seneste kommentarer

Feedback