”Her hos os kan man spørge om alt”

”Her hos os kan man spørge om alt”

7 februar 2012 af Jannik Knudsen
Fremover kan unge modtage anonym rådgivning og vejledning på Vigerslev Bibliotek, når tre ungerådgivere rykker ind med to ugentlige rådgivningsvagter og åbning rådgivningstelefon.

”Vi lytter, lige meget hvad”. Det er ungerådgivningens slogan – og de tre ungerådgivere i den nyåbnede rådgivning for unge og deres forældre på Vigerslev Bibliotek lægger ikke skjul på, at dét har de i allerhøjeste grad tænkt sig at leve op til.

- Ingen spørgsmål eller problemer er for store eller små. Vi er her for at hjælpe de unge med det, som de nu engang har på hjertet, fortæller Pia Moralee, der er skolesocialrådgiver og en del af det nye rådgivningsteam på Vigerslev Bibliotek. Det kan være alt fra jobsøgning, uddannelsesvalg og fritidsaktiviteter til det mere vanskelige som kæresteproblemer, konflikter i hjemmet eller med veninderne.

- Vi er på de unges side. Vi er her ikke for at overtage problemstillingerne eller presse løsninger igennem overfor de unge, den slags voksne skal de nok møde andre steder, vi lytter og hjælper med at folde spørgsmålene ud til noget, som de unge kan arbejde videre med. Og dét at rådgivningen foregår på biblioteket, gør det muligt, at rådgivningen kan foregå anonymt – her bliver intet skrevet ned eller tilføjet personlige sagsakter, understreger Pia Moralee.

Ungerådgivningen åbner dørene hver tirsdag og torsdag mellem kl. 14.00 og 17.00. Men man er også meget velkommen til at ringe på telefon 30 45 39 53 eller 22 73 78 48 – og man skal bare ringe, hvis man har brug for en snak.

Et nyt initiativ i Vigerslev
- Det er helt naturligt for os at lægge rum til ungerådgivningen. På biblioteket har man let adgang til litteratur, kulturoplevelser, læring og generel samfundsinformation. Vi har i forvejen lektiehjælp, advokatvagt, digital borgerhjælp, så hvorfor ikke også anonym rådgivning til unge – vi oplever i dagligdagen, at vi får mange henvendelser, som med fordel kan besvares og håndteres af ungerådgivningen. Og på den måde kan vi bidrage til at skabes et godt tilbud til lokalrådets unge, fortæller Signe Jarvad, der er chef for Kultur Valby.

Også hos Børnefamiliecentret Valby er man tilfredse med det nye samarbejde mellem Socialforvaltningen og Kultur Valby:

- Der findes ungerådgivning mange forskellige steder i hele København – og nu også i kvarteret omkring Folehaven. Ungerådgivningen er et anonymt tilbud, og her er Vigerslev Bibliotek en perfekt ramme, som både unge og forældre i området kan benytte sig af. Vi glæder os meget til det kommende samarbejde, siger Karin Petersen, der er afdelingsleder for Børnefamiliecentret Valby.

Rådgivningen på Vigerslev Bibliotek er som nævnt allerede i gang – og man kan læse mere på websiderne ungeraadgivning.kk.dk eller kulturvalby.dk.

Seneste kommentarer

Feedback