Paul Elvstrøm – en olympisk legende

Paul Elvstrøm – en olympisk legende

6 august 2012 af Bente Jensen
Sejlsport har altid været en olympisk disciplin med stor dansk deltagelse. Paul Elvstrøm er en af de største. Biblioteket har bøgerne om manden og om sporten.

Paul Elvstrøm er født d. 25. februar 1928 og fra han som 12-årig blev meldt ind i Hellerup Sejlklub, har sejlsporten været hans liv.

Paul Elvstrøm og legene

1948 var et godt olympisk år for Danmark. 5 guldmedaljer blev det til, og den kun 20-årige Paul Elvstrøm var en af vinderne i jolletypen Firefly. 3 guldmedaljer i sejlsport blev det til i alt, idet Karen Hoff vandt '500 m kajak' og Roskilde Roklub vandt i 'toer med styrmand'. I 1949 skiftede Elvstrøm til den nye svenskudviklede Finnjolle og dette skift viste sig at være en gevinst for den unge sejler. I 1952 i Helsinki stod han igen øverst på sejrsskamlen og gentog succesen i Melbourne 1956 og Rom 1960. Paul Elvstrøm er en ud af kun tre sportsudøvere, der har vundet 4 olympiske guldmedaljer i træk. De andre er diskoskasteren Al Oerter og løberen Carl Lewis, begge fra USA.  

Paul Elvstrøm deltog i yderligere 4 olympiske lege. Det sidste var i 1988 i Sydkorea, hvor han 60 år gammel deltog i Tornado klassen med sin yngste datter Trine som gast og sin anden datter Ann Christine som reserve. I 1983 modtog Paul den olympiske orden i bronze for sit sportslige og personlige engagement i den olympiske bevægelse.

Paul Elvstrøm og sejlsporten

Udover at deltage i de olympiske lege har Elvstrøm deltaget i adskillige verdensmesterskaber og er blevet verdensmester 13 gange i 9 forskellige bådtyper.  Også væk fra kapsejladsbanerne er Elvstrøm internationalt kendt for sin indsats for sporten. Han har udviklet nye sejl, redningsveste og mest kendt er hans selvlænsende bailer. Elvstrøm har skrevet adskillige bøger om sejlsport og været meget aktiv omring udarbejdelsen af internationale kapsejladsregler.  Elvstrøm var også den første som brugte hængestropper i bunden af sin jolle, hvilket nu er standard i alle jolleklasser.

Elvstrøm er blevet æret som ikke mange andre idrætsudøvere. Bl. a. er han kåret til Århundredes Sportsmand i Danmark og optaget i Dansk Idræts Hall of Fame i 2007 og som den første sportsudøver nogensinde blev han i 1985 kåret til ridder af Dannebrog.

London 2012

Legene i London kan ikke rykke på Paul Elvstrøms position som en af de største sejlsportslegender nogen sinde, men hans position som Danmarks mest succesfulde OL-deltager var inden legene truet af den 30-årige Eskild Ebbesen, som deltog i 'letvægtsfireren'. Eskild Ebbesen har som en del af 'Guldfireren' vundet 3 olympiske guldmedaljer og en enkelt bronze. Vandt han igen i London, ville han således overgå Paul Elvstrøm. Nu blev det så til en fantastisk flot tredjeplads til 'guldfireren' i London og Paul Elvstrøms legendariske præstation er således stadig uovertruffen.

En anden som kan ”true” Elvstrøm i London er englænderen Ben Ainslie, som, ved at vinde guld i 'finnjolle', vil overgå Elvstrøm, som den mest vindende sejler i OL-historien. Ainslie vandt sølv i 'laser' i Atlanta, guld i 'laser' i Sydney og guld i 'finnjolle' i både Athen og Beijing. I skrivende stund ligger Ainslie på en anden plads og en interessant detalje ved dette er, set med danske øjne, at danske Jonas Høegh-Christensen ligger på første pladsen.  

Jonas Høegh-Christensen er 31 år gammel og har sejlet siden han var 11 år gammel. I øjeblikket sejler han for den danske sejlklub Kongelig Dansk Yachtclub. Høegh-Christensen har 2 VM titler og har deltaget i 2 olympiske lege, dog uden en medalje placering. London er således hans tredje OL og chancen for en medalje må absolut være inden for rækkevidde. Hvilken slags det bliver, må vi vente og se. Vi håber selvfølgelig på guld og ønsker ham alt mulig held og lykke.

Lige meget om det lykkes Ben Ainslie at vinde guld, vil det dog ikke rokke ved den kendsgerning, at Paul Elvstrøm er en af de største sportsmænd nogen sinde, både i Danmark og internationalt. Hans præstationer vil blive draget frem, hver gang en sportsudøver nærmer sig hans resultater. Den amerikanske freelance journalist Chris Museler skriver i New York Times om Ben Ainslie: ”A victory in his Finn dinghy on his home waters of Weymouth at this summer’s Olympics would give him four consecutive gold medals, tying the sailing record of Paul Elvstrom of Denmark.”

Ingen uddybende forklaring, ingen nærmere beskrivelse. I sejlkredse er Paul Elvstrøm kendt verden over som en olympisk legende.

 

 

Seneste kommentarer

Feedback