Bøger du aldrig glemmer

Bøger du aldrig glemmer

12 juli 2012 af Maria Louise Chili Falck
Her får du et par forslag til eventyrlige romaner, der vil tage dig med ud på en rejse du aldrig glemmer. Læn dig tilbage og nyd vores danske sommer i lænestolen med en god læseoplevelse.

 

 

Forhåndsvisning

ForhåndsvisningForhåndsvisningForhåndsvisning

 

 

Steve Toltz: En brøkdel af helheden

 

I et tilbageblik på sit ekstraordinære liv og de voldsomme begivenheder, der førte til faren Martin Deans store berømmelse og spektakulære undergang, fortæller sønnen Jasper Dean om sin opvækst, fyldt med vanvittige påhit, filosofiske finurligheder og chokerende opdagelser – om sin berygtede forbryderonkel Terry – landets mest vellidte morder, sin mystiske, forsvundne mor og ikke mindst faren og hans evige forsøg på at sætte sit gale og geniale aftryk på verden. Fra den australske bush til bohemernes Paris og fra den første forelskelses glædesrus til voksenlivets bitre erkendelser. En brøkdel af helheden er især en fortælling om et far/søn forhold, det er Jonas Bengtssons ”Et eventyr” i en John Irving udgave.

 

 

Albert Sánchez Piñol:  Pandora i Congo

 

Eneste overlevende fra en ekspedition ind til hjertet af Belgisk Congo er den nu mordanklagede Marcus Garvey, som fortæller sin jules verne-agtige historie om hvordan han sammen med to lykkejagende, imperalistiske brødre, rejser ind i congos jungle i 1914 på jagt efter guld. En ekspedition der ender grueligt galt da det viser sig at der i junglens undergrund befinder sig et parallelsamfund med mystiske væsner, der ikke lader de britiske imperalister noget efter i grusomhed.  En ung fattig ghostwriter får til opgave at skrive en roman, som skal frikende Garvey og han drages ind i den utrolige historie hvor krig, guld, kærlighed og krudt flyver om ørene på ham. En roman hvori grænserne imellem sandhed og fiktion flyder sammen og hvor det viser sig at vores forudfattede forestillinger om verden bedrager os.

 

 

Reif Larsen:  Udvalgte værker af T.S. Spivet

 

Den 12 årige T.S. Spivet er et geni til at tegne og kortlægge alskens ting og sager: insekter, landskaber, samtaler bliver nøjsomt og præcist tegnet op. En tidlig morgen stiger T.S på et godstog som blind passager og begiver sig alene ud på en rejse tværs over USA. Han efterlader en søster, en distræt mor der forsker i biller, og en far der lever i sin helt egen cowboy verden. Rejsen væk fra familien bringer ham på forunderlig vis tættere på dem og vi finder ud af hvorfor T.S. er så besat af at sætte verden i system.  En fantastisk road-story og en finurlig roman om identitet og skyld. Hvis du var vild med Jonathan Safran Foers” Ekstremt højt og utroligt tæt på” vil du helt sikkert også elske T.S. Spivet.

 

 

Dave Eggers: Hvad er dette hvad

 

Hvad er dette hvad bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og biografi. Eggers giver i romanen stemme til en ung mand fra Sudan, Valentino Achak Deng, der fortæller sin hjertegribende historie om flugten gennem Sudan, opvækst i flygtningelejre og hans senere år som immigrant i USA. Valentino er syv år da hans landsby bliver angrebet og han bliver splittet fra sin familie, han slutter sig til en flok vandrende drenge , der under utrolige pinsler og månedlang flugt for at undgå at både regeringstropper og oprørshær forsøger at redde sig til Etiopien.  Mange af drengene dør undervejs og døden bliver en normal del af hverdagen for disse drenge. Historien fortælles meget nøgternt og hudløst, det er en barsk historie, men selvom den er fyldt med så meget elendighed og ondskab formår den faktisk også at være sjov ,rørende og underholdende. Det er en fantastisk tankevækkende og utrolig historie om at overleve på trods.

 

Seneste kommentarer

Feedback