Dette er Hans-Jørgen Nielsens anden samling, og med den har han taget et stort skridt fremad. Man ser til sin glæde, at han er ved at forlade det lovlig skematiske udgangspunkt, der hæmmede også den sproglige udfoldelse i hans forrige bog, som hed at det at (1965). Han er ikke blevet mindre konkret, men den personlige investering i de undertiden kompakte ordmønstre han vikler ud på siderne er øget. Yi må regne med Hans-Jørgen Nielsen, også i bibliotekerne, større biblioteker som ellers har plejet deres splendide isolation i det konkrete tilfælde, bør anskaffe hans Konstateringer