Lawrence Ferlinghetti, (f. 1919), har siden midten af 50erne været en vigtig eksponent for beatgenerationen i amerikansk poesi, ikke blot i sin egenskab af forfatter, men også som forlægger og organisator. Bortset fra det store digt, "Selvbiografi", fra 1958, (en pendant til Allen Ginsbergs berømte "Howl"), består dette lille udvalg af tekster fra de seneste år, flere af dem skrevet så sent som i foråret 1998, hvor Ferlinghetti var på en Europa-turné. Digtene viser en forfatter der er tro mod sit udgangspunkt, uden af den grund at forfalde til nostalgi: Drømmen om at skabe en kunst der accepterer virkeligheden i alle dens aspekter og vejen ud og væk fra alle snærende moralske og kunstneriske konventioner. Alting ændrer sig - som det hedder et sted - men forbliver alligevel fundamentalt det samme: "Men jeg hører stadig sang/ stadig poeternes stemmer/ blandet med prostitueredes skrig/ i gamle Mannahatta/ eller Baudelaires Paris/ fugleskrig giver genlyd/ ned ad historiens stier/ som har fået nye navne". Dette lille udvalg vidner om at at beatgenerationens stemme stadig er frisk og livskraftig og med en gennemslagskraft, der har forplantet sig solidt også til den danske lyrik - ikke mindst den allernyeste. Af Ferlinghetti findes i forvejen et stort repræsentativt udvalg på dansk, (Bekendelser for sjov - for alvor, 1984), men dette er en fin og velkommen opdatering