1. maj-bøger: Hvad læser forfatterne?

Vi har spurgt Peter Øvig, Lea Løppenthin og Siri Ranva Hjelm Jacobsen om deres læsning til arbejdernes kampdag.

Tekst: Tanne Schlosser Søndertoft, Københavns Hovedbibliotek

I år er det 130 år siden det første 1. maj møde blev afholdt i Fælledparken i København - en dag, der markerer kampen for arbejdernes rettigheder og vilkår. I år er det ikke muligt at forsamle sig som vanligt og vi må i stedet finde vores egne måder at markere dagen på. Som altid er bøgerne din oplagte redning! Og her er der lykkeligvis inspiration at hente både i de seneste års litterære udvikling og hos tre danske forfattere, som har fortalt os om det, de læser til arbejdernes internationale kampdag. 

Du behøver ikke læse Hans Kirk og Jeppe Aakjær (igen) (men du må gerne)

Siger man litterær klassekamp siger man som regel også Martin Andersen Nexø, Hans Kirk og Jeppe Aakjær. Det er klassisk arbejderlitteratur, dedikeret til at skildre underklassens vilkår eller arbejderbevægelsens kamp. Ikke mange nyere bøger beskriver arbejder- og fabrikskulturen efter denne traditionelle forskrift, men genren lever stadig, bl.a. i Jonas Eikas "Lageret Huset Marie", ligesom Kristian Bang Foss’ "Stormen i 99" følger en samling arbejdere på et tøjlager på Amager. Med Olga Ravns "De ansatte" fik vi endog en arbejdspladsroman, der foregår i rummet.

Hvor, for hvem eller for hvad kæmper vi i dag?

Også udenfor den snævre forståelse af arbejderlitteratur er politisk engagement i høj grad i opsving. Litteratur, der forholder sig til samtidens sociale og politiske spørgsmål, har haft en markant genkomst de sidste 4-5 år og her findes masser af bud på, hvor kampen skal kæmpes i dag, hvis det ikke er i fabrikshallen. På et globalt plan kalder klima- og flygtningekriser og det voksende skel mellem rig og fattig måske på en ny global forbundethed i kampen for vilkår, ligesom behovet for solidaritet måske er blevet endnu tydeligere i dag, når naturen muterer omkring os og ændrer på de sociale spilleregler. Dette - og en del mere - kan du læse nærmere om hos Peter Øvig, Lea Løppenthin og Siri Hjelm Jacobsen, som fremdrager hver deres bud på 1. maj-læsning 

Hvad læser: Peter Øvig

Jakob Ejersbos livsværk udkom først i 2009, efter hans alt for tidlige død, og "Liberty" er den murstenstykke, forfærdende og fremragende fortælling om venskabet mellem hvide Christian, der er taget til Tanzania med sine forældre, og den fattige, sorte Marcus. Al idyl om Afrika bryder sammen, og Ejersbo tvinger os gennem et følelseshav frem til nye erkendelser om den gigantiske kløft mellem rig og fattig her på kloden. -- Peter Øvig

Hvad læser: Lea Løppenthin

Jeg har i de sidste par måneder lyttet mig igennem Jeff Vandermeers "Southern Reach"-Trilogi i dansk oversættelse, og er snart færdig med den sidste, "Accept". Bøgerne handler om et naturområde, der har omdannet sig til en mystisk zone fuld af genetiske mutationer, men de handler ligeså meget om de sociale spil, som foregår blandt de efterretningsfolk, der forsøger at forstå, hvad der foregår, samt de mennesker, der boede i området før det muterede. Det er både omsorgsfulde, solidariske og inspirerende bøger, som viser os, hvordan mennesker er natur, og hvordan naturen er fuld af spøgelser. Jeg kan ikke forestille mig noget mere relevant på arbejdernes internationale kampdag. -- Lea Løppenthin
 

Hvad læser: Siri Ranva Hjelm Jacobsen

I dag på Arbejdernes Internationale Kampdag vil jeg gerne anbefale novellesamlingen "Vores døde verden" af bolivianske Liliana Colanzi, fordi den skildrer en virkelighed, hvor undertrykker og undertrykt er filtret sammen, og hvor den eneste vej frem derfor er fundamental global forandring. For mig er spørgsmålet om, hvordan vi kan forbinde os på ny og skabe en bedre orden, det vigtigste spørgsmål. For når vi stiller det, og når vi kæmper for at besvare det, bliver vi mennesker sammen igen. -- Siri Ranva Hjem Jacobsen
 

30.04.20