Fotograf: Morten Holtum

Om dette arrangement

Tid
17:00 - 18:15
Pris
Fri entré
Bibliotek
Målgruppe
Voksne
Litteratur og lyrik

Månedens forfatter: Kristian Bang Foss

04.12.19
Kristian Bang Foss er tilbage med romanen "Frank vender hjem."

”Sindssygt vellykket”, ”suveræn” og ”eddergod” er nogle af anmeldernes ord. Romanen Frank vender hjem har høstet fremragende anmeldelser og gavmilde uddelinger af stjerner hele vejen rundt i de danske dagblade og vi glæder os til at høre Kristian selv fortælle om bogen når han besøger Hovedbiblioteket i december.

Frank vender hjem er en både morsom og sort fortælling om Frank, der forsøger at falde til i sin kærestes stenrige overklassefamilie, hvor der er ”plads til alle” som det hedder – blot har Frank en nagende fornemmelse af ikke at høre til.

Om Frank vender hjem:

Frank er vokset op i Hvidovre, moren var kontordame og faren den sørgelige skikkelse Rock Tage, som hver aften tog ind til Strøget med sin guitar for at få kylet mønter efter sig. Her levede han og døde – en hemmelighed, som Frank stadig bærer på.

Frank forelsker sig i Thea, som er yngste generation i den stenrige Holmberg-familie – datter af champagnesocialisten André og den feterede tv-personlighed Ingelise. Til familiefrokosterne i sommerhuset i Skagen er der plads til alle, som de siger, men Frank har en nagende følelse af ikke at høre til, at der er sket en fejl, og at han snart vil blive afsløret som bedrager. En dag forsvinder han under mystiske omstændigheder, og da han vender hjem, er det med en historie, der er meget svær at tro på.

Frank vender hjem er en fortælling om mennesker, der kæmper for at finde sig en plads i livet – en sjov og kulsort roman, der tegner et portræt af to vidt forskellige familier i et dansk klassesamfund, hvor nogle flyder ovenpå som korkpropper, mens andre går til bunds.

Om Kristian Bang Foss:

Kristian Bang Foss, f. 1977, debuterede i 2004 med romanen Fiskens vindue. I 2008 fulgte romanen Stormen i 99 og i 2012 Døden kører Audi, der blev hans internationale gennembrud. Romanen er solgt til udgivelse i pt 17 lande.

I september 2019 er Kristian Bang Foss aktuel med romanen Frank vender hjem – en sjov og kulsort fortælling om at føle sig uden for i det gode selskab.

Forfatteren har modtaget flere priser - bl.a. EU's litteraturpris og Det danske Akademis Beatrice-pris.

Materialer

Spørg biblioteket