Fotograf: Simone Lilmoes

Om dette arrangement

Tid
19:00 - 20:00
Pris
Gratis
Målgruppe
Voksne
Tilmeld
Litteratur og lyrik

MØD FORFATTEREN: Anna Elisabeth Jessen

19.09.23
Sønderjylland og det dansk-tyske grænseland danner dramatisk baggrund, når journalisten og forfatteren Anna Elisabeth gæster Østerbro Bibliotek tirsdag d. 19. september kl. 19.00 til en snak om sine sønderjyske romaner.

Mød forfatteren: Anna Elisabeth Jessen

Anna Elisabeth debuterede i 2019 med slægtsromanen ’Om hundrede år’, der via skiftende perspektiver fortæller en sønderjysk families historie gennem flere generationer i årene 1914-2014. Hele vejen fra Hans, der mod sin vilje tvinges til at kæmpe for den tyske side i 1. verdenskrig, og aldrig kommer tilbage til slægtsgården, til Hans’ søster Helene, der overtager gården sammen med hendes mand, Marius. Marius undslipper heller ikke krigen uskadt, men får sammen med Helene fem børn, der alle mærker krigens efterveer gennem resten af deres liv.

Bogen blev en kæmpe bestseller, som Jessen blev nomineret til såvel BogForums debutantpris som DR Romanprisen for.

Kærlighed og sønderjysk identitet

Efter at have udgivet en række andre bøger vender Anna Elisabeth Jessen nu indholdsmæssigt med sin nye roman ’Hjemsted’ tilbage til Sønderjylland. Romanen er en fortælling om kærlighed og identitet i Sønderjylland fra 1930’erne til i dag. Og om at træffe valg – også de forkerte.

Peter vokser op med en far, som kæmpede på tysk side under Første Verdenskrig og skuffelsen over det tyske nederlag præger Peters opvækst. Lærerinden Margrethe bliver kæreste med Johannes, der er officer i den danske hær. Men deres veje skilles under krigen. Margrethe bliver leder af en af modstandsbevægelsens sabotagegrupper, mens Johannes, der er skuffet over det danske forsvar den 9. april, melder sig til tysk krigstjeneste.

'Hjemsted' er en kollektivroman fra en splittet grænseregion om flere skæbner, som krydser hinanden - og samtidig en fortælling om, hvordan de valg, vi træffer, bliver ved med at trække spor.

Dagens moderator er litteraturformidler på Københavns Hovedbibliotek Ellen Ingerslev Kristensen. 

Om forfatteren

Anna Elisabeth Jessen f. 1956 i Haderslev, journalist og forfatter. Jessen har lavet radio, tv og dokumentarfilm siden 1984 og vundet flere internationale priser for sine radiomontager. I 2008 udkom hendes bog ’Kraniet fra Katyn’ på baggrund af radiomontagen og dokumentarfilmen af samme navn. Som skønlitterær forfatter debuterede Anna Elisabeth Jessen i 2019 med familiekrøniken ’Om hundrede år’. Senere er udkommet arbejdspladsromanen ’Huset’ (2021), ’Oblivion’(2022) og her i 2023 hendes fjerde roman ’Hjemsted’.

Tilmelding 

Arrangementet er gratis, men tilmelding er nødvendig via Billetto. 

Mød forfatteren - en arrangementsrække

Du kan også opleve arrangementet 'MØD FORFATTEREN: Anna Elisabeth Jessen' på to andre biblioteker:

Arrangementet finder sted onsdag d. 13. september, kl. 19.00 på Brønshøj Bibliotek.
Arrangementet finder sted torsdag d. 21. september, kl. 19.00 på Ørestad Bibliotek.

Materialer