Om dette arrangement

Tid
19:00 - 20:00
Pris
Gratis
Målgruppe
Voksne
Tilmeld
Litteratur og lyrik

Sofie Malmborg om Bargums synder

08.12.20
Mød debutant og forfatter Sofie Malmborg på Christianshavns Bibliotek. Sofie Malmborg er aktuel med romanen Bargums synder om den danske storkøbmand Frederik Bargum, der handlede med tømmer, tobak, hvalbarder og mennesker, som han solgte som slaver i Dansk Vestindien. I romanens andet spor møder læseren Frederiks datter, den 21-årige Rebecca, der grubler over, hvorfor hun som barn blev forladt af sine forældre, og hvor de nu befinder sig. Den anmelderroste roman blev shortlistet til Munch-Christensens Debutantpris i september 2020.

Bargums synder er er baseret på den sande historie om købmanden Frederik Bargum (1733 - 1813). Christianshavn udgør en vigtig kulisse for fortællingen, som handler om det københavnske borgerskab i 1700-tallet, dansk kolonihistorie og komplicerede relationer mellem børn og deres forældre. Det er på Christianshavn, at Frederik Bargum som ung kommer i lære i sin onkels tømmerhandel, der har pakhus i Bådsmandsstræde, og det er her, han senere drikker rom med de engelske købmænd, der inspirerer ham til at starte et slavehandelskompagni.

Det vurderes, at danske skibe transporterede mere end 100.000 afrikanere over Atlanten til et liv i slaveri. Med udgangspunkt i romanen vil Sofie fortælle om Frederik Bargums rolle i den transatlantiske slavehandel, om researcharbejdet, der gik forud for romanens tilblivelse, og om slavehandlens tilknytning til Christianshavn.

Sofie Malmborg er uddannet som antropolog fra Københavns Universitet sommeren 2020. Hun har skrevet for flere forskellige medier og var for en kort bemærkning i lære som gartner på Assistens Kirkegård i København. Her hørte Sofie Malmborg for syv år siden om 1700-tallets foretagsomme handelsmand Frederik Bargum, og siden har hun interesseret sig for hans liv og forsket i hans historie, som romanen Bargums synder er inspireret af.

tilmelding skal ske gennem afhentning af gratis billet på billetto.

Materialer