Victoriansk vinterlæsning

En blondenatkjole med blodstænk, en tom vugge på et mørkt barnekammer, hjemsøgte landsteder, skumle gyder, lyden af en drosche der hastigt kører gennem natten… Blågårdens nye bibliotekar Caroline anbefaler kriminalhistorier, gys og mysterier fra et forgangent århundrede.

Viktoriatiden danner ramme om mange dragende og uhyggelige fortællinger.  Frygtelige ugerninger begået i gaslampens skær får det til at løbe ekstra koldt ned ad ryggen og er du til krimi og gys er her et par anbefalinger af ubehagelige, uhyggelige eller mystiske fortællinger, der er skrevet under eller om tiden hvor Dronning Viktorias regerede det britiske imperium (1837 – 1901). Disse historier egner sig perfekt til de mange mørke og tågede aftener, der venter forude…

De følgende bøger er spændende beretninger om autentiske kriminalsager fra viktoriatiden, skrevet af journalister der ikke lader krimiforfatterne noget tilbage når det kommer til at opbygge suspense og fremmane stemninger…

 


- Douglas Starr “The Killer of little shepherds”

Den franske Ripper:

Dette er beretningen om seriemorderen Joseph Vacher, også kendt som Den Franske Ripper, der skabte skræk og rædsel i Frankrig gennem 1890erne. Den hastigt fremadskridende industrialisering havde på det tidspunkt skabt en hel hær af vagabonder, der flakkede om i de franske provinser på jagt efter forefaldende arbejde. Som en del af dette omrejsende proletariat rejste Vacher fra egn til egn, og da politiet dengang ikke samarbejdede på tværs af distrikter, lykkedes det ham at få uhyggeligt mange ofre på samvittigheden før han endte i guilllotinen. Douglas Starrs bog er dels et portræt af Vacher og hans forbrydelser, dels en indføring i den dengang gryende kriminologi, der takket være den opfindsomme Dr. Alexandre Lacassagnes metoder, endte med at føre til Vachers anholdelse. Lacassagne var en pioner inden for toksikologi, analyse af blodstænk, ballistik og en psykologisk/sociologisk tilgang til forbrydelser og betragtes af mange som den moderne kriminologis fader. I ”The killer of little shepherds” følger man både Vachers eskalerende morderiske vanvid og Lacassagnes determinerede forsøg på at forfine sine metoder, så de kan afsløre den frygtede morders identitet. Teknisk set er det nok lidt uholdbart at kalde en fransk beretning for viktoriansk, men det er en rigtig spændende bog, så det ser vi stort på.

Findes ikke på Københavns Biblioteker. Reserver den i stedet her 

22.11.12
for at skrive en kommentar.
Spørg biblioteket