Hvor svært kan det være at være luksuspartypige?

01.07.10
Det kan være rigtig svært, når man er en helt almindelig studerende fra Svendborg.

 

 

Cecilie keder sig i sit forudsigelige liv; hun er 24 år men bor stadig hjemme hos sin krævende og hjælpeløse far, læser medicin i Odense og har en sød og helt igennem stille og rolig kæreste.

Nytårsnat forlader hun festen, får et lift til København og er pludselig midt i en verden hun kun kender fra ugebladene. Hun er en dygtig bartender, men synes at bodytequila er en smule grænseoverskridende! Og hendes sunde appetit skal styres, så hun kan blive lige så mager som de andre piger i Cocktailklubben. Da det så også forventes at hun stiller op til diverse promotions i næsten intet tøj, kan det vel ikke blive værre. Men jo, for hun forventes også at levere andre ydelser....

Det er længe siden jeg har grinet så meget mens jeg læste. Historien er vanvittig, kunne sikkert være sand, men det er i beskrivelserne af hvordan Cecilie får rodet sig ud i - og bagefter ud af, den ene mere håbløse og groteske situation end den anden, at Malene Dietz får mig til at rulle rundt på sofaen af grin. Som da Cecilie optræder i isbjørnekostume til et modeshow, hvor hun burde være iført englevinger og får skræmt gæster og ansatte fra vid og sans med sin naturtro knurren.

En hurtig læst bog, men fniset har nu siddet løst på mig i over en uge efter endt læsning, så rigtig god fornøjelse med Cocktailklubben.

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket