Historien handler om den stressede, 48-årige familiefar Hiroshi Nakahara, som arbejder og drikker for meget og ser sin familie for lidt. En dag tager han et forkert tog hjem fra arbejde og havner i sin barndomsby. Her har han ikke været i mange år, og da der er lang tid til toget kører tilbage igen, går han en tur. På kirkegården falder han om og vågner i sin egen 14-årige krop – men stadig med den voksne mands bevidsthed og erfaringer. Hans familie og skolekammerater aner ingenting, og han tager livet som 14-årig op igen, nu i en mere moden udgave. Med den voksnes indsigt sætter han meget mere pris på sine mange muligheder end da han var 14 for første gang. Han kaster sig med glæde ud i skolearbejdet og sporten – og finder endda sammen med skolens sødeste pige. Samtidig er han selvfølgelig tynget af sin viden om familiens og skolekammeraternes fremtidige skæbne.

Som i de fleste fortællinger om tidsrejser fylder spørgsmålet om hvad man ville have gjort anderledes hvis man bare havde vidst, meget. Men i modsætning til de fleste af den type fortællinger har denne en psykologisk dybde og nogle eksistentielle overvejelser, som gør den meget mere interessant. 

Historen er meget flot, realistisk og stemningsfuldt tegnet, og anmelderne beskriver den som et mesterværk. Jeg kan kun være enig, og anbefaler den på det varmeste. Og man har jo lov at håbe på, at ”Min fjerne barndomsby” bare er den første af en lang række japanske graphic novels, som vi får lov at se i Danmark.