Første gang Rådhusklokkerne lød

16.12.14
Martin Nyrops nye rådhus blev indviet den 12. september 1905, men inden da var mange funktioner allerede flyttet ind i huset.

Klokkespillet i Rådhustårnet lød første gang nytårsaften 1903-1904. Martin Nyrop ønskede et slagværk som de engelske tårnure f.eks. Westminster Abbey eller Big Ben, der spiller faste melodier med få toner.

Klokkerne, fire små og en stor, blev hængt op i 1899 og ved årsskiftet 1900-1901 bød borgmester L. C. Borup det nye årtusinde velkommen ved at ringe en halvt time med fire mindre klokker.

Gennem mange år udsendte Danmarks Radio Rådhusklokkerne klokken 12:00 som indledning til nyhederne. Fra 8. februar 2003 blev transmissionen af klokkerne erstattet af en båndoptagelse.

Arkitekt Martin Nyrop satte komponisten Thomas Laub til at skrive nogle små signelser til de fire små klokkern. Ud fra tonerne h a g og e komponerede Thomas Laub fires melodiske formler, én for hvert af de tre kvartslag og en lidt længere til de hele timeslag.

Thomas Laubs kollega P. E. Lange-Müller skrev en kort "vægtersang" i stil med Laubs melodistumper. Denne melodi høres på timeslagene 12, 18 og 24.

I 1917 skrev Julius Foss om Københavns Rådhus’ klokkespil: "Hvad Klokkespillet i Kjøbenhavns Raadhus angaar, savner jeg altid en dyb d-Klokke, saa den smukke Vægtersang kunde have faaet et endnu mere phrygisk Præg, end den allerede har, idet e jo fremdeles vilde være og det dybe h Dominanten, men der er tillige en anden Omstændighed, som gør, at jeg føler Savnet af d-Klokken, den nemlig at de 5 Klokker saa vilde danne den pentatone Skala og ligesaa velgørende det vilde være at have Skalaen fuldstændig, lige saa utilfredsstillende er det at have en Række Toner, der synes at danne en Skala, men ikke gør det."
(Citat: Klokkespil af Julius Foss i: Musik, nr. 13, 1917.)

Savner du, som organist og musikhistoriker Julius Foss, den frygisk skala når du hører Københavns Rådhusklokker?

for at skrive en kommentar.
Spørg biblioteket