Hvem ammede i borgerrepræsentationen?

Med jævne mellemrum dukker debatten om amning i det offentlige rum op. Tilbage i 1974 rykkede den debat ind i Københavns Rådhus på en meget konkret måde. Det var da et medlem af borgerrepræsentationen (BR) ville amme sit barn under et møde.

Kvinden der ammede sit barn (sønnen Frej) under et møde i BR var Tine Schmedes. Begivenheden fandt sted 1. april 1974.

Amningssagen

"For første gang mødte hun op i det allerhelligste på Københavns Rådhus, mødesalen, hvortil kun de folkevalgte har adgang, og på armen havde hun sin dreng Frej, der er syv måneder. Tine Schmedes skyndte sig at tage plads i sin stol og gjorde sig parat til at amme Frej, men den gik ikke. Tine Schmedes fik ordre til at forlade salen. Der var stor opstandelse, flere borgmestre og rådhusbetjente løb til." Skrev Aktuelt (2. april 1974).

Efter episoden var der en del debat hvor folk enten fandt at Tine Schmedes var en provokatør eller at borgmester Urban Hansen var en stivnakket systemmand.
Under overskriften "Uddrivelsen af rådhuset" skrev Finn Vadsted i Aktuelt (5. april 1974): "Denne udgang på den første konfrontation mellem Valgborgs repræsentant og systemet kom ikke uventet, og den er helt i tråd med den skindemokratiske teaterforestilling hvor borgerne i realiteten er berøvet enhver indflydelse på beslutningsprocesserne - som de etablerede politikere hver anden torsdag opfører på rådhuset."

I Avisårbogen : Årets begivenheder i ind- og udland : 1974 er sagen kort beskrevet: "Den nyvalgte repræsentant for Kvindepartiet i Københavns Borgerrepræsentation Tine Schmedes, udvises under et møde i Borgerrepræsentationen, da hun begynder at amme sit syv måneder gamle barn."

En bortvisning er selvfølgelig en alvorlig sag, men der er ikke megen dramatik i Avisårbogens beskrivelse. Kvindelisten, var en del af valgforbundet Valgborg (Valgborgs Favn), der bestod af 12 små partilister.

Episoden er kort omtalt i Drude Dahlerups værk Rødstrømperne : Den danske Rødstrømpebevægelses udvikling, nytænkning og gennemslag 1970-1985 : Bind 1: "Omkring 1970 begyndte rødstrømper og andre unge kvinder at protestere mod, at svangerskabet skulle skjules. Man begyndte at gå med badedragt og måske endog bikini på stranden. Det var et kulturchok og en kulturfornyelse. Visse specialbutikker begyndte at føre lange bukser til gravide - en helt ny ting - og efterhånden gjorde træningstøj og alt det andet nye, bløde tøj livet lettere for de gravide. At gå med lange bukser og en sweater over sin store mave var helt nyt og blev modtaget med lange blikke. Tine Schmedes blev berømt, da hun mødte op til en fest med hippiebukser og en kort overdel og en stor, flot og bar mave. Senere ammede hun som medlem af Borgerrepræsentationen i København sit barn og blev smidt ud af overborgmester Urban Hansen. Men at blotte bryster og amme sit barn på offentlige steder og til møder blev nu, om ikke almindeligt, så dog muligt og tænkeligt."

Kort biografi

Tine Schmedes blev født på Frederiksberg i 1946, som datter af filmmanden og billedhuggeren Ib Schmedes og pædagogen Bergit Eva Andersen. Som seksårig blev Tine Schmedes steddatter af redaktør Henning Nysted. I 1960erne og 1970erne blev hun kendt som spontanist og kommentator i dag- og ugeblade. Hun eksperimenterede med boformer og økologisk livsstil på Christiania, Thy-lejren og ø-lejre.

Om livet på Christiania udtalte hun i 1976 til tidsskriftet Den Danske Etat (Nr. 1, februar): "Christiania er udtryk for det totale decentralisation, hvor mennesker i fællesskab løser opgaver og bruger de forhåndenværende materialer. Ansvaret for vort liv ligger i vore egne hænder. Udenfor tager samfundet ansvaret fra den enkelte og umyndiggøre derved borgerne. Kun dem, der tænker i magt, "haverne" af magten, kan tillade sig at gå ud over deres egne personlige almindelige hverdagsbeføjelser og kræve ansvar for andre mennesker."

I perioden 1950-1954 optrådte Tine Schmedes i Bio-Foskas reklamefilm. Hun medvirkede desuden i tv-udsendelsen "Hvad er der i vejen med far og mor?" (1965). I 1967 debuterede hun som forfatter med Jeg - en pige. Bogen blev filmatiseret som Stine og drengene af instruktør Finn Karlsson. I 1970 udgav hun bogen Hun, skrevet sammen med Suzanne Giese.

Tine Schmedes sad i borgerrepræsentationen fra 1974 til 1977. Det var som nyvalgt, at hun den 1. april 1974 blottede et bryst for at amme hendes barn. På det tidspunkt var hun enlig mor med tre børn.

I 1976 blev Tine Schmedes religiøs. Hun lagde livet om og gik i gang med at opbygge et evangelisk søskendeklosterfællesskab. Som en del af hendes forkyndelsesvirksomhed udgav hun i 1980erne tidsskriftet Danne Bro.

I artiklen "En husmoder af Guds nåde" (Jyllands-Posten 23.05. 1982) blev Tine Schmedes interviewet om hendes fortid: "Vi var idealister og kæmpede med bind for øjnene for en sag, som vi blindt troede på. På det tidspunkt opfyldte det alle mine ønsker. Vi ville skabe et samfund i medmenneskelighed. Fra talerstolen på Københavns rådhus eller ved fællesmøder i Christiania fortalte jeg om den lykke, alle ville opnå, når samfundet var blevet styrtet."

Hun fortsætter: "Men det skabte ikke den lykke og fred, vi drømte om. Marxisme, narkotika og astrologi var kun fastelavnsdragter, der skulle skjule vores angst for tilværelsen."

I samme artikel beskrives den kristne Tine Schmedes af intervieweren Torben Christensen: "Tine Schmedes sætter nu fuldt og helt sin lid til Jesus og følger Guds ord. Ofte stopper hun op i samtalen og vender sig mod krucifikset på væggen. Hun "hører stemmer" og gør kun, hvad der bliver forlangt af hende."

(Kilder: Dansk forfatterleksikon : Biografier. Rosinante, 2001. Filmens hvem-hvad-hvor : 1 : Danske titler og biografier. Politiken, 1968-70. Nordisk kvindelitteraturhistorie : 5. bind : Liv og værk. Rosinante, 1993-1998.)

Borgerrepræsentationen - Oversigt over samtlige overpræsidenter, borgmestre og medlemmar af Københavns Borgerrepræsentation.


Se flere artikler under temaet "Ramt af moderskabet".

Bag om København

Bag om København

Tilmeld dig nyhedsbrevet og bliv klogere på byen

Få fortællinger om Københavns historie, byens huse og livet i hovedstaden

Få viden om Københavns historie, byens huse og livet i hovedstaden