Middagsfruen.

13.08.10
”Middagsfruen” af Julia Franck er en roman, man ikke lige lægger fra sig. Faktisk blev forfatterens far selv efterladt af sin mor på en banegård efter 2.verdenskrig, så det er i høj grad en autentisk historie, som forfatteren var nødt til af fortælle.

Egentlig havde jeg slet ikke lyst til at læse denne bog, da jeg hørte, at den starter med, at en mor, lige ved afslutningen af 2.verdenskrig, efterlader sin 7-årige søn på en banegård et sted i Tyskland, for derefter selv at forsvinde i mylderet. Hvad får en mor til det? Ja, i et forsøg på at forstå det, giver man sig jo så i kast med bogen alligevel, lidt spændt på om man nu kan holde til det, det kan man godt, men det er en rystende fortælling om en families opløsning i mellemkrigstidens Tyskland, der udspiller sig.
Efter den barske indledning, går romanen tilbage til 1. verdenskrig, og fører os op gennem tiden.

Helene og hendes storesøster Martha bor i den lille by Bautzen i det østlige Tyskland, med en jødisk mor, der bliver mere og mere vanvittig, og en far der vender syg hjem fra krigen, og dør. Moderen terroriserer hjemmet, og hun er absolut ude af stand til at give kærlighed og tryghed til nogen af søstrene, som i stedet knyttes ekstra tæt til hinanden.  Med tiden kommer de begge til at arbejde som sygeplejersker, skønt Helene med sine gode evner, har en drøm om en universitetsuddannelse, men det er svært for en kvinde på den tid og med den baggrund. Det ellers før ret så velstående hjem er nu afhængigt af pigernes indtægt, de sidder fast og bliver mere og mere isolerede, da byen aldrig har accepteret moderen med den jødiske baggrund, hvilket bliver mere og mere tydeligt efter faderens død. Martha skuffes, da hendes lesbiske veninde, Leontine, gifter sig og flytter til Berlin, og hun begynder i det små at smugle morfin med hjem fra hospitalet, for at dulme sorgen og smerten.
På et tidspunkt får de kontakt til moderens kusine i Berlin, og det lykkes søstrene at rejse dertil, og flytte ind hos den velhavende Fanny. De lever nu et hektisk liv i 20’ernes dekadente miljø. Især Martha, som den ældste og Fannys yndling, bliver hurtigt en del af miljøet, og hendes morfinmisbrug tager overhånd. Helene føler sig stadig alene og udenfor fællesskabet, men møder så sit livs kærlighed, Carl, og får nogle lykkelige år, inden tragedien indtræffer og Carl omkommer i en ulykke.
Herefter isolerer Helene sig for alvor, begraver sig i sit arbejde som sygeplejerske, for til sidst at overgive sig til Wilhelm, som ihærdigt har gjort kur til hende. Wilhelm kan nemlig skaffe hende en arierattest med ny identitet, vi er i 30’erne og jødeforfølgelserne tager til, så de flytter til Stettin og bliver gift. Ægteskabet er fra starten ulykkeligt, og bliver gradvist kun værre i takt med Wilhelms involvering i nazismen, han foragter tydeligvis Helene med hendes jødiske baggrund, behandler hende som et tyende og ydmyger hende på det grusomste. Sammen får de sønnen, Peter, som i starten er en glæde for Helene, men som kun gør forholdet til Wilhelm værre, og igen flygter Helene ind i sit arbejde, og lukker af for alt omkring sig.
Sønnens insisteren på kærlighed og omsorg bliver til sidst en plage for hende. Helene indser, at hun, som sin egen mor, er ude af stand til at give ham det, han har allermest brug for.

Helenes hjerte er forstenet efter et liv med svigt, sorg og savn.

”Middagsfruen” er en roman, man ikke lige lægger fra sig. Faktisk blev forfatterens far selv efterladt af sin mor på en banegård efter 2.verdenskrig, så det er i høj grad en autentisk historie, som forfatteren var nødt til af fortælle.
Hvor mange af den slags tragiske familiehistorier der findes i Tyskland efter 2. verdenskrig, kan man kun gisne om. Det her er én af dem, en barsk, men velskrevet historie, som absolut er værd at læse. 

Anmeldt af Berit Jakobsen                                                                         

for at skrive en kommentar.
Materialer
Spørg biblioteket