Hjælp dit barn med begynderlæsningen

Af e29g
16.02.15
Vil du gerne hjælpe dit barn til at komme godt i gang med læsningen? Børnebibliotekar, Tine Dahl Bengtsson, har arbejdet med begynderlæsning i 10 år. Hun giver her nogle gode råd til, hvordan du kan gribe det an – både før, under og efter læsningen.

Øvelse gør mester...

Og det gælder også for læsning, og du kan hjælpe dit barn godt i gang ved at læsetræne derhjemme. Der er stor forskel på, hvordan og hvor hurtigt børn lærer at læse, men fælles for alle er, at hver eneste læste bog både i skolen og derhjemme vil styrke barnets læsefærdigheder, så det er bare med at komme i gang.

Gode råd - før, under og efter læsning

På Valby Bibliotek kan du finde et stort udvalg af letlæste bøger, både til den allerførste læsning, hvor læsekoden skal knækkes og til den efterfølgende træning, hvor læsningen konsolideres og antallet af parate ord øges. De parate ord er ord barnet kan læse og genkende som ordbilleder. 

Find 3-4 bøger i passende sværhedsgrad og lån dem med hjem. Det kan være en god ide, at vælge flere titler i samme serie, så barnet kan drage fordel af genkendelse af personer og navne og hyppigt brugte ord.

Før læsning

Inden I går i gang med at læse, så kig bogen igennem sammen og tal om indholdet og billederne. Snak om og gæt på, hvad teksten handler om. Hvis du undervejs kan se, at der er nogle ord, der nok vil volde barnet problemer, så giv barnet ordene efterhånden, som I kigger bogen igennem.

Det behøver ikke at være meget mere end 3-4 ord i en hel tekst, men hvis du har fået givet barnet nogle gode ord undervejs, vil chancen for succesfuld læsning være meget større. Og det uden barnet egentlig har en oplevelse af, at være blevet hjulpet undervejs. 

Under læsning

Hvis barnet går i stå, så giv lidt tid, inden du fortæller, hvad der står. Måske kan barnet klare ordet, hvis du blot venter 5-10 sekunder med at sige noget. Skjul evt. den sidste del af ordet med en finger, så barnets fokus bliver på de første 2 bogstaver og bed barnet om at sige de første to lyde i rækkefølge. 

Hvis barnet læser forkert, kan du guide barnet til at problemløse med spørgsmål som f.eks.: Hvad kan du gøre, hvis ordet driller? Eller spørg ind til, om det lyder rigtigt og/eller ser det rigtigt ud? Det gælder om, at få barnet til at være aktivt i forhold til problemløsningen, så man får aktiveret værktøjskassen med strategier.

Hjælp barnet videre

 

  • Se på billedet
  • Tænk på den historie, du er ved at læse. Hvad tror du, at der skal stå?
  • Se på det første i ordet. Kan du bruge bogstavernes lyde (forlyd)?
  • Kan du dele ordet og dernæst bruge bogstavlydene?
  • Kender du noget i ordet (f.eks. is i gris)?

Mange afbrydelser undervejs kan gå ud over flowet i læsningen, så et godt råd er derfor, at den voksne kun retter barnet, hvis en evt. fejllæsning ødelægger forståelsen, og barnet ikke kan komme videre uden hjælp. Gå hellere tilbage efter læsningen og snak om de ord, der blev fejllæst eller drillede undervejs. Ofte opdager barnet selv fejlen og læser korrekt, når man går tilbage, og så er det blot en anledning til at rose barnet.

Skift "nej" ud

Et nyttigt råd til den voksne er at undgå at falde i grøften med "nej" og "forkert", hvis barnet læser forkert. Vælger man i stedet at bruge mere neutrale udtryk som f.eks. "prøv igen" eller "forfra", vil barnet ikke have oplevelsen af at have fejlet.

Efter læsning:

Ros barnet for 1-2 ting, der gik godt – jo mere specifik din ros er jo bedre! Har barnet selvkorrigeret og rettet et fejllæst ord, så ros for at have opdaget fejlen. Spørg ind til det… F.eks. Først læste du "her", men så rettede du det til "har", hvad opdagede du?

Lad jeres begejstring for bøger og læsning skinne igennem. I er rollemodeller, og jeres barn spejler i høj grad, hvad I gør og siger, så hvis barnet oplever, at læsning er noget godt og noget I glæder jer til, så vil jeres entusiasme og glæde ved læsning smitte barnet.

Råd og vejledning

På børnebiblioteket hjælper vi gerne med råd og vejledning, når I skal finde passende bøger til læsetræningen. Nedenfor findes en liste med et udvalg af egnede bøger til den første læsning.

for at skrive en kommentar.

Kommentarer

Rigtig fine råd, tak!

Spørg biblioteket