Djævleyngel, barnemorder, femme fatale: Hvem er heksen egentlig?
Tekst: Ida Sofie Kristensen. Redaktion: Naja Mottelson, Københavns Hovedbibliotek
”Hun er enten umådelig skøn eller afskyelig grim; enten fortryllende af udseende eller forfærdende styg. I begge tilfælde truer hun manden, for hendes skønhed blænder og fængsler og hendes hæslighed angriber og lammer hans sanser. Hvadenten manden møder en hæslig eller en skøn heks, falder han som offer for kvindelig magt – noget han sandt for dyden ikke ønsker skal overgå ham” (Erica Jong: Hekse, p. 66)
Hun kommer i et væld af udtryk. Fra hæslig og krumrygget til billedskøn og barnemorderisk: Heksen er og bliver en klassisk kvindefigur i litteraturen. De fleste af os kender hende fra barndommens eventyrfortællinger eller fra Skt. Hans’ bålets hjemmebyggede med kost og spids hat. Men hvem er heksen egentlig?
Helbredelse, magi, og sex med djævelen: Om virkelighedens hekse
Historien om virkelighedens hekse er både lang og uhyggelig. Ideen om den onde heks, som vi kender den i dag, har rod i en række samfundsforhold og -udviklinger under den europæiske middelalder. Særlig inkvisitor Heinrich Kramers Malleus maleficarum (1487, Heksehammeren) blev central for hekseprocessernes grufulde udvikling. Bogen er en håndbog i hekseafsløring og -forfølgelse og beskriver bl.a., hvordan heksens umættelige seksualdrift driver hende til sex med djævlen, og advarer om, hvordan hun har magt til at fratage manden hans manddom. Det anslås at mellem 40-60.000 kvinder mistede livet gennem de tre århundreder, hekseforfølgelserne fandt sted i Europa.
Mange af litteraturens hekseskildringer bygger videre på denne tanke om heksen som en, der i kraft af sin levevis står i kontrast til de patriarkalske normer og værdier, og derved udgør en trussel for samfundets overlevelse. Netop derfor ender hun ofte – som ulykkeligt mange kvinder under virkelighedens hekseprocesser – med at gå til grunde på de mest gruopvækkende måder.
Den onde heks: Brødrene Grimms "Hans og Grete"
Først et klassisk eksempel på en skræmmende og hæslig heks; som i denne beskrivelse af heksen i pandekagehuset, der stammer fra Kenneth Bøgh Andersens gendigtning af brødrene Grimms eventyr om Hans og Grete:
“Hendes små øjne, som i går havde været blå og varme, var nu ildrøde og flimrende af ondskab. Hendes tænder var unaturligt lange og så ud, som om de var blevet slebet spidse […] Et sultent smil gled hen over de grå læber. ”Der er intet som menneskekød.”” (Grimm, p. 24)
Grimms heks bliver ekstra skræmmende, fordi hun ikke bare er menneskeædende; men børneædende! Denne kvinde giver ikke liv til børn, men indtager dem som føde – som fuldstændig modsætning til moderen, det klassiske kvindeideal. Hun er med andre ord ikke ”bare” skræmmende, fordi hun er kannibal. Hun er til fare for samfundets overlevelse, fordi hun direkte udrydder den næste generation.
Den sensuelle heks: C.S. Lewis´ "Løven, heksen og garderobeskabet"
I andre tilfælde har litteraturens hekse langt mere til fælles med femme fatalen; den sensuelle og fristende kvinde. En sådan finder man fx i britiske C.S. Lewis’ udødelige historie om Løven, Heksen og Garderobeskabet fra 1950, hvor den billedskønne Hvide Heks Jadis har tiltusket sig magten i det magiske Narnia og hensat landet i en evig, gold vintertilstand. Også her er der altså tale om en kvindefigur, der afviser moderskabets frugtbarhed – og ikke nok med det. Den Hvide Heks har tilranet sig den politiske magt fra (han)løven Aslan, landets retmæssige hersker. Det, antydes det, er blevet muligt i kraft af hendes seksuelle evne til at lokke og manipulere sine (mandlige) omgivelser til at makke ret:
””Mit stakkels barn” sagde hun , ”hvor ser du dog forfrossen ud! Kom og sæt dig her ved siden af mig i kanen, så skal jeg lægge min kåbe om dig […]”. ”Hvad med noget varmt at drikke?” sagde dronningen. ”Kunne du tænke dig det?” […] ”Det er kedeligt at drikke uden at spise, menneskesøn,” sagde dronningen et øjeblik efter. ”Hvad kunne du bedst tænke dig at få at spise?”. ”Fyldte chokolader, Deres Majestæt,” sagde Edmund.” (Lewis, p. 38-39)
Meget sigende er de fyldte chokolader fortryllet, så heksen tager magten over drengen. Selvom Edmund i Lewis’ historie kun er et barn, skal man næppe have det store freudianske analyseapparat frem, førend passagen får en erotisk karakter, hvor den smukke kvinde lokker manden med det, ”der findes under kåben”.
Den nye, feministiske heks: Blod, måne, søndag
I den senere tid har heksefiguren oplevet en renæssance i feministiske aktivistiske sammenhænge. Senest har en yngre generation af kvindelige digtere fundet heksen frem fra gemmerne, støvet hende af og omfavnet den styrke, der ligger i at stå i bevidst kontrast til det etablerede samfunds normer for køn. Her kan man fx læse skriftkollektivet ”Blod, måne, søndag” – forkortet BMS, hvor de fire digtere bag bruger heksen som fundament for deres arbejde med både at skrive og oplæse tekster. Og arven fra heksens egenskaber er ganske tydelig i deres digtsamling Knoglemarv Lavendel fra 2018:
”Jeg koger en saft til jer /mine piger/ knoglemarv rønnebær /mænd med tunge hatte / mine piger / jeg puster / støv over jer / knoglemarv lavedel / mine piger / knoglemarv malurt / jeg danser en / dans for jer / mine piger / knoglemarv alrunerod / mine piger / knoglemarv lavendel / alrunerod levende begravet” (fra Knoglemarv lavendel)
Digtene cirkler om naturen og kvindekroppen og binder de to temaer tæt sammen, mens de mange gentagelser leder tankerne hen på messende trylleformularer og forbandelser. Samtidig italesættes kvindelige fællesskaber som en styrke; et våben ladet med feministisk revolutionært potentiale!
Flere farlige fruentimmere
Hvem er hun så, heksen? Forførende djævletilbeder, barnemorder, offer, anklager? Som altid i litteraturen afhænger det mestendels af blikket, der beskuer hende, og her deler heksen skæbne med snart sagt alle sine søsterkarakterer på tværs af tidsperiode og genre, fra sindssygepatienten til lolitaen til femme fatalen til den søstersolidariske mandehader. For dig, der ønsker at begrave dig i disse farlige fruentimmere, har Københavns Biblioteker lanceret temaforløbet Kvinden i litteraturen, hvor to kønsnørdede litteraturformidlere giver hver deres bud på, hvordan man kan læse og forstå kvindelige perspektiver og figurer.
Tilmeld dig temaforløbet Kvinden i litteraturen
