Podcasts, der gør dig klogere

21.05.21
Podcasts til historieentusiaster, fortidsfreaks, arkivnørder og alle, der holder af en gammeldags, god historie.

Tekst: Anne Jeppesen og Naja Mottelson, Københavns Hovedbibliotek

Er kedsomheden begyndt at melde sig i karantæneland? Har du trevlet Netflix igennem for serier og film? Er du begyndt at overveje, om du skulle male paneler eller rense din kummefryser? Måske føles tiden mindre lang, hvis du bruger den til at blive kloge, evt. med et dyk ned i historien. Og hvis du bruger en podcast til formålet, har du hænderne fri til at sortere din sokkeskuffe samtidig.

Det bedste fra egen baghave: To danske til historie-entusiasten

Kongerækken

De startede ved Gorm den Gamle og arbejdede sig hele vejen op til Margrethe d. 2., en episode pr. regent. Siden Anders Olling og Hans Erik Havsteen løb tør for konger og dronninger, har de udgivet et hav af historiske serier om f.eks. reformationen, Sønderjylland og de gamle grækere. Deres podcastfeed er efterhånden vokset til en overdådig, men alligevel ordnet og derfor overskuelig luksusbuffet af velfortalt historie, der giver dig både godt selskab og gedigent historisk indblik i mange gode lyttetimer.
Lyt til episoden "Gorm den Gamle" på Apple Podcasts

Bag Om København

En skurkagtig justitsminister, der får Britta Nielsen til at ligne en lommetyv. En prinsesse, der rider på en tyr og slukker brande. En mobbet og udstødt københavnerinde, som Frederik d. 7. betragter som sin engel og spørger til råds om grundloven. Med en særlig forkærlighed for oversete kvinder graver Berit Freyheit københavnsk historie frem fra biblioteksbøgerne og serverer dem i både underholdende og oplysende lydfortællinger.
Lyt til episoden "Kongens kone - Københavns Paria, Louise" på podbean.com

Historien om: To ypperlige podcasts med historiske vinkler på det menneskeskabte

History of the world in 100 objects

Et stenværktøj. En arabisk bronzehånd. En kinesisk bronzeskål. Et kreditkort. En soldrevet lampe. Der zoomes helt ind på de taktile detaljer, når British Museums Neil MacGregor med udgangspunkt i 100 objekter gennemgår menneskets udviklingshistorie på tværs af kontinenter fra stenalder til moderne samfund. Som en veltilrettelagt rundtur på et historisk museum - der kan gøres hjemme fra stuen
Lyt til episoden "Mummy of Hornedjitef" på bbc.co.uk

50 things that made the modern economy

Har du nogensinde grundet over køleskabets indvirkning på den globale økonomi? Over grammofonpladens forbindelse til indkomstulighed i den moderne verden? Det har økonom Tim Harford, som i denne serie af korte, finurlige portrætter guider igennem de uventede og oversete opfindelser, værktøjer og idéer, som igennem tiden har gjort os til dem, vi er. 
Lyt til episoden "Canned food" på bbc.co.uk

Across the pond: Vores tre favoritter fra den nye verden

The Memory Palace

Halvt tragisk fortidskrønike, halvt lejrbålsfortælling, helt digt. I denne serie af korte, insisterende poetiske nedslag maner Nate DiMeo Amerikas fortid frem, skiftevis via smertefulde refleksioner (såsom den splittede historie bag landets statuer i afsnittet "Notes On An Imagined Plaque"), snurrigt humørfyldte anekdoter (såsom afsnittet "Snakes!", som beretter den usandsynlige historie om en sending undslupne cobraslanger, som terroriserede et sogn i Missouri i 1950'erne) og fængslende, glemte skæbner fra landets almanakker (såsom den ombejlede, Venus-agtige skønhed, der via en serie af uventede sammentræf endte som hustru til den stovte, 33 år ældre præsident Tyler i "The Rose of Long Island"). 
Lyt til episoden "Notes On An Imagined Plaque" på thememorypalace.us

Throughline

Når jeg lytter til podcasts kan jeg sjældent modstå fristelsen til at hviske med på programmets tagline. I "Throughlines" tilfælde står jeg således over opvasken og mumler "in which we go back in time – to understand the present." Holdet på "Throughline" arbejder ud fra den device, at fortiden aldrig er fortid. Hver eneste headline har historiske rødder, og i hvert afsnit tager de lytteren med på en undersøgelse af den komplekse, historiske kontekst bag Amerikas største konflikter og fælles samtaler i dag. 
Lyt til episoden "1918 Flu" på npr.org

Nice Try!

Der er måske mange af os, der husker scenen i "Mad Men", hvor den sørgmodigt beherskede Rachel Menken forklarer ordet 'utopi' for hjerteknuser Don Draper. At ordet har to betydninger; hhv. som det gode sted og stedet, der ikke findes. Den indsigt har også inspireret Avery Trufelman (kendt og elsket fra bl.a. "99% Invisible" og "Articles of Interest") til at udforske selve begrebet om det utopiske samfund. Fra Pocahontas' Jamestown til Albert Speers fascistiske drømme om "Germania "giver hun en opslugende, gennemresearchet og velfortalt indføring til menneskehedens utrættelige, dødsdømte forsøg på at konstruere det perfekte samfund. 
Lut til episoden "Jamestown: Utopia for Whom" på Apple Podcasts
 

God lytning, derude!

Tags