En anderledes 1. maj

Vi ved ikke hvad Stauning ville have gjort med Covid19, men biblioteket har bøgerne med hans og alle de andres tanker om meget andet

Jeg er født og opvokset i Sydhavnen på grænsen mellem de store komponister og de store socialister. Længe før politik betød noget for mig, bevægede jeg mig hjemmevant rundt mellem navne som Peter Sabro og Louis Pio. Ligesom man ofte mødte Anker Jørgensen i en af forretningerne på Borgbjergsvej.

Det var også i Sydhavnen min farmor viste mig ”Det røde hav”. Der er nemlig to af dem, et i Mellemøsten og et på Vestre Kirkegård, hvor en stor del af de kendte socialister ligger begravet ved en af søerne, som derfor har fået navnet ”Det røde hav”.

I 2020 skulle jeg for første gang i mange år have været til 1. maj møde. Ikke i Fælledparken men hos min svoger og svigerinde i Svaneke på Bornholm. På grund af Covid19 fik jeg aldrig at vide hvem, der skulle have været hovedtaler og jeg fik ikke fornøjelsen af at synge med på ”Joe Hill”.

Men kan man ikke mødes i Fælledparken eller i Svaneke, kan man låne bøgerne om alle dem, der har kæmpet for de goder, den danske arbejder har i dag.

Og måske kan man i badet om morgenen vælge at synge ”Joe Hill”, sådan helt for sig selv.

/Bente, Hovedbiblioteket

Du kan også læse artiklen om Arejderbevægelsen fra Faktalink her

Copyright: Marcus Rasmussen
30.04.20