Fra skamstøtten til lysavisen

Søren Kierkegaard gik hver dag ture i København. Menneskebad, kaldte han det, og da det er en dårlig idé at bade sig i andre mennesker i øjeblikket, kan vi i stedet tage på tur i København med fantasiens og litteraturens hjælp.

Med ilsomme fodtrin

Gå med Herman Bang fra den russiske kirke via Østergade og Vimmelskaftet til Tivoli i bogen Stuk, hvor han i 1887 ristede en kritisk rune over det forlystelsessyge og byggetossede København: ”Mørkningshandelen gik i Kældre og Stuer. Igennem Ruderne saá man de fulde Boder, og Fortovsstrømmen løb bus paa Tjenestepiger, der debatterede i Nærheden af Kælderhalsene. … ved hvert femte Hus stoppedes den hele Strøm af Plankeværker foran Huse, som var under ombygning, saa alle maatte ud at gaa Gaasegang paa de smalle Bræddebroer, der var lagt frem over Rendestenen.”

Vi kalker vore Grave” siger teaterdirektøren Lange til journalisten Berg, og det slår temaet an for bogen: At bylivet, teaterlivet, det økonomiske liv nok er midt i en hujende optur, men det hele er råddent og sminket. Stukken - som vi stadig kan se på facaderne – pynter på facaderne, som kalk på en grav. Optimismen fejler ikke noget, København skal være Nordens hovedstad og travlheden præger livet: ”Lidt efter lidt blev det ganske Dag. Og hundrede travle Damppiper og Titusinders ilsomme Fodtrin meldte, at den var vaagnet – Storstaden København.

Med taxi eller smøg

"København er aldrig så smuk som sét ud af en taxi kl. 0:00 i selve dét magiske øjeblik hvor døgnet dør og fødes mens morgenavisernes trykpresser drøner. Op ad Vesterbrogade kørte vi, med de kinesiske restauranter, natkioskerne og bordellerne blandet ind imellem de smukke og statelige gamle huse og de kæmpende små kirkesamfund, alt sammen mixet af Den Store Bartender i midnattens mildnende lys hvor alt skinner blåt og smukt og forgæves i grønt, gult, rødt." Mord i Mørket fra 1981 var Dan Turélls første krimi, og er en jazzet, trodsig kærlighedserklæring til det grå og slidte København i 70’erne og 80’erne. Hvis du har mod på en by med søndagsstilhed, røgfyldte værtshuse og naturligvis mord, så er den navnløse journalist godt selskab på turen. Dan Turéll var selv en begejstret vandrer i København og skrev i 1977 digtet Gennem byen en sidste gang, der bl.a. giver læseren dette menento mori med på vejen:

Og i morgen kommer gadefejerne og fjerner det hele
Pakker det sammen og det brænder og rådner
Som din cigaretpakke således også du
Og jeg vil vide det ganske klart og uden nogen sorg
Som neonlysene tændes over Rådhuspladsen
Og lysavisen telegraferer sine nyheder
Alting er så flygtigt og forbigående
Som éns sidste slentretur i byen


Foto: Noise Grunt/Flickr.

Med og uden hoved

12. november 1663 skulle Corfitz Ulfeldt have gået sine sidste skridt. I slotsgården på Københavns Slot ventede bødlen på at hugge højre hånd og hoved af forræderen. Men det var ikke den tidligere rigshofmester, der blev ført ud fra fængslet i Blåtårn. Han havde undgået tilfangetagelse og var på flugt i Europa. En træfigur blev i stedet åbnet og fik, som loven foreskrev, udtaget indvoldene og fik afhugget hånd og hoved. Indvoldene, der stammede fra dyr, var ikke friske, så det var en prøvelse for tilskuerne at udholde lugten. Men københavnerne fik senere lejlighed til at tage hævn. På Gråbrødretorv blev en skamstøtte rejst på det sted, hvor Ulfeldts store gård havde ligget. Frem til 1841 kunne forbipasserende derfor spyttet på skamstøtten, når de passerede. I dag står den på Nationalmuseet og spytteriet er ophørt.

Resterne af Københavns Slot og Blåtårn kan ses under Christiansborg, og træfigurens hånd og hoved blev udstillet foran det daværende rådhus på Gammeltorv til spot og spe.

Foto: Fritz Theodor Benzen/Kbhbilleder.dk
16.11.20