De tre danske Nobelprismodtagere

30.11.20
Kun tre danske forfattere har vundet Nobelprisen i Litteratur. Hvem var de disse tre mænd, og hvilke prisvindende læseoplevelser har du måske til gode?

Dagliglivets Pontoppidan 

Henrik Pontoppidan (1857-1943) er en af Danmarks mest kendte og kanoniserede forfattere, hvis forfatterskab stadig har mange læsere den dag i dag. I 1917 vinder Pontoppidan Nobelprisen i Litteratur, og motivationen bag er hans ”autentiske beskrivelser af dagligliv i Danmark. Hans mest kendte roman er mammutværket ”Lykke-Per”, der oprindeligt blev udgivet i otte dele i årene 1898-1904. I bogen følger man den ambitiøse hovedperson, præstesønnen Per Sidenius, i jagten på det lykkelige liv. Sidenius bryder med sit religiøse ophav og flytter fra det mørke Jylland til storbyen København. Her møder han den store kærlighed og storbylivets op- og nedture. Fortællingen om Lykke-Per er efterhånden folkeeje herhjemme, måske endnu mere efter filmatiseringen af instruktøren Bille August i 2018. Hvis de 816 sider virker skræmmende, kan det anbefales at låne filmen.

Flere bøger af Henrik Pontoppidan

Glemte Gjellerup

Pontoppidan er dog ikke den eneste, der vinder Nobelprisen i 1917. Faktisk må han dele Nobelprisen med forfatterkollegaen Karl Adolph Gjellerup (1857-1919). Komiteens motivation bag er forfatterens ”varierede og rige poesi, som er inspireret af ophøjede idealer”. Gjellerups samlede forfatterskab, der med tiden er gået i glemmebogen, stikker i mange forskellige retninger. I sine unge år støtter han det moderne gennembruds ideer, hvilket debutromanen ”En idealist” (1878) vidner om. Senere bryder han med Brandes og vender i skuespillet ”Brynhild” (1884) blikket mod middelalderen. Den kommercielle succes får han dog med romanen ”Møllen” (1896), der senere filmatiseres. At Gjellerup langtfra er ligeså læst som sin med-prismodtager, Pontoppidan, kan blandt andet ses på de få – og meget gamle – eksemplarer, som folkebibliotekerne har tilbage på hylderne. Heldigvis er store dele af forfatterskabet digitaliseret, hvorfor det igen er muligt at stifte bekendtskab med den ellers oversete prismodtager.

Flere bøger af Karl Adolph Gjellerup

Dristige Jensen

Sidste gang Danmark kunne prale af en Nobelpris i Litteratur var i 1944, hvor Johannes V. Jensen (1873-1950) vandt. Begrundelsen fremhæver Jensens ”poetiske fantasi, intellektuelle nysgerrighed samt hans dristige og kreative stil”. Forfatteren var nomineret til prisen 53 gange, første gang i 1925, hvorfor mange mente at guldmedaljen var særdeles velfortjent. Johannes V. Jensen blev født i 1873 i Nordjylland og netop dette miljø gengiver han i ”Himmerlandshistorier” (1898-1910). Hans mest kendte værk er klassikeren ”Kongens Fald” (1901) som foregår i 1400-1500-tallet. I romanen møder man den unge student og drømmer, Mikkel Thøgersen, hvis skæbne flettes sammen med kong Christian II. Gennem de to karakterer beskæftiger romanen sig med forfaldets lov, forvekslinger og degeneration. I 1999 kårede Politikens læsere ”Kongens Fald” som det 20. århundredes bedste roman.

Flere bøger af Johannes V. Jensen

Tekst: Steffi Gry Meulengracht, Hovedbiblioteket
Foto: Elfelt & Co (Jensen). Øvrige via Wikimedia Commons
Kilde: Artiklen ”Den glemte og den huskede”, Weekendavisen 06/10/2017