© Nobel Media. Illustration: Niklas Elmehed

Hvem er Louise Glück?

30.11.20
Så skete det igen. Vinderen af Nobelprisen i Litteratur 2020 gik til en forfatter, hvis navn kun de færreste herhjemme kender - den amerikanske poet Louise Glück. Vi giver en kort introduktion til forfatterskabet, så du kan lære Glück bedre at kende.

Tekst: Steffi Gry Meulengracht, Hovedbiblioteket

En ukendt stjerne

Overraskelsen var stor i Danmark og resten af Europa, da Louise Glück blev udnævnt som vinder af Nobelprisen i Litteratur i oktober 2020. Hun stod ikke højst på bookmakernes liste, som snarere pegede på forfatterkollegerne Anne Carson og Margaret Atwood. Men selvom Glück, der i øvrigt udtales Glick, måske er ukendt for os, så er hun bestemt ikke ukendt i sit hjemland. Her har hun modtaget flere litteraturpriser, heriblandt Pulitzer Prize for Poetry (1993) og The National Book Award (2014). Den 77-årige poet har siden debuten i 1968 udgivet i alt 12 digtsamlinger - dertil kommer hendes essaysamlinger. 

Tilmeld dig bibliotekets artikelserie om Nobelprisen i Litteratur og få flere spændende artikler direkte i din mailbakke. Læs mere og tilmeld dig via bibliotekets hjemmeside (link)

Et ukontroversielt valg

Det Svenske Akademi, der uddeler Nobelprisen i Litteratur, har de seneste år været ramt af kritik og kaos, både pga. en stor MeToo-sag med forbindelse til akademiet (2018) og det kontroversielle valg af Peter Handke til Nobelprisen (2019). Flere ser valget af Louise Glück som mere sikkert og ukontroversielt. Motivationen bag Nobelkomiteens valg er Glücks ”umiskendelige poetiske stemme, som med en streng skønhed gør det enkelte menneskes eksistens universel”. Barndom og familieliv er gennemgående temaer i hendes digte, ligesom hun også er inspireret af klassiske motiver fra den græske mytologi. Det er tydeligt i digtsamlingen Averno (2006), hvor hendes seneste værk Faithful and virtuous night (2014) i højere grad beskæftiger sig med døden som motiv. 

Københavns Biblioteker har købt godt ind af Louise Glücks værker, så endnu flere danske læsere kan gå på opdagelse i forfatterskabet.

Se flere e-bøger af Glück på eReolen Global (link)