5 stærke billedbøger til højtlæsningen derhjemme

28.01.21
Der er altid lys for enden af tunnelen i billedbøger til børn – også i de bøger, der tager lidt svære emner op i en svær tid. Dorte anbefaler her fem stærke af slagsen.

Dorte er børnebibliotekar og koordinator på Blågårdens Bibliotek og anbefaler her fem stærke billedbøger med noget på hjerte. Der er tale om bøger, der tager alvorlige emner op og giver stof til eftertanke, når de bliver læst højt derhjemme: Er tiden en anden? Er det rart eller kedeligt at være alene? Vi savner måske morfar eller at kunne rejse? Kan man stadig få en ny ven? Men selvom temaerne kan være svære, er der altid lys for enden af tunnelen i billedbøger.

Bøgerne er som udgangspunkt for børn fra 3 år, og de kan næsten allesammen lånes som e-bøger. 

’Min morfar’ af Helle Laursen

En billedbog om en rigtig søulk af en morfar, der nu er hjemme og får tiden til at gå med fiske, bade og bygge flaskeskibe. Bogen er til børn fra 3 år og til alle dem, der savner deres morfar og elsker en rigtig søforklaring.

’Cikade’ af Shaun Tan

En poetisk og æstetisk smuk billedbog om livets genvordigheder set gennem en lille cikades øjne. Cikaden er der ingen, der ser, på trods af at han er nødvendig. Hvad skal det ende med? Er der andre cikader derude? Håbløsheden erstattes af genkendelighed og fællesskab, der er skønhed og lys for enden. Fra 4 år og for de tænksomme børn – og voksne.

’Tidens mester’ af Helle Laursen

Tidens hjerte er gået i stå. Er tiden så også gået i stå? Hvordan kan Tidens Mester få styr på tiden igen? Er der tid nok? Er der mere tid nu? En finurlig billedbog om tiden, der ikke sådan er til at tæmme, hvor nogle minutter føles meget lange, og andre tider meget korte. Fra 4 år og for dem der keder sig, når tiden føles lang. Tiktak, tiktak.

’Muldvarpeby’ af Torben Kuhlmann

Om muldvarpen der gerne vil have det for sig selv ude på landet. Men snart bliver hans hjem en storby. Fra 4 år og dem der godt kan lide at være ene… Når bibliotekerne åbner rigtigt igen, kan bogen reserveres og lånes. Indtil da kan den gemmes og huskes til senere. 

’Vina Vinas Ven’ af Jujja Wieslander og Lotta Geffenblad

Sneen er næsten væk, og Vina savner en ven og går ud for at lede efter én. Han finder en med klør. En sød billedbog om at være ensom og få sig en ven, som man ikke lige havde regnet med. Bogen er for børn fra 3 år og for dem, der kan lide dyr.

Godnatlæsning – sammen hver for sig med Blågårdens Bibliotek og ABC Forlag

Har du lyst til at få billedbøgerne læst højt, så klik ind på Blågårdens Biblioteks Facebookside. Her kan du se små film, hvor Dorte læser dem allesammen højt - med venlig tilladelse fra ABC Forlag.