Sø-enhjørninge, inuitter og forsvundne nordboere

For 1721 genstartede Grønland og Europas fælles historie på mere regelmæssig vis. Hans Egede ankom til området ved Nuuk på jagt efter katolske nordboere. I stedet mødte han Thulekulturens inuitter.

”Men nyhedsbrevet hedder Bag om København, og København ligger jo ikke i Grønland” sagde nyhedsbrevets tålmodige redaktør, da jeg forklarede, at jeg ville skrive om Grønland. Og det har han unægtelig ret i. Men vi blev heldigvis enige om, at der er forbindelser nok til, at vi kan komme bag om København også, selvom anledningen er 300-året for Hans Egedes ankomst til Grønland.

For i 1721 genstartede Grønland og Europas fælles historie på mere regelmæssig vis. Inden da havde især hollandske hvalfangere besøgt den store ø jævnligt og til tider handlet med de inuitiske indbyggere.

I 1605 sendte Christian 4. en ekspedition til Grønland. Den skulle skabe handelsforbindelser og hævde Danmark-Norges ret til Grønland. Man ønskede at genoptage den forbindelse, der havde været tabt i flere hundrede år. Hofhistorigrafen Lyschander skrev i 1608, at ”Grønland som Fordum er gangen hæn Och langtid ligget i Duale…Och Grønlændder er voris Baggers Æth”. Det nordlige biland havde altså blot ligget i dvale, og indbyggerne var af norsk-dansk æt. Så hollændere og englændere - der også interesserede sig for de rige fangstområder i det høje nord - kunne godt forføje sig.

De sjældne handelsvarer som horn fra ”Søe Enhørningh” (narhvaltand) og skindene fra “huide Biørne” skulle berige Danmark-Norge. På Rosenborg Slot kan vi stadig se et af sporene af datidens interesse for Arktis: Tronstolen af enhjørningehorn, dvs. narhvaltand, som blev benyttet ved kroninger og salvinger frem til 1840. Den blev fremstillet efter ordre fra Frederik 3. efter 1660, da enevælden var indført. 

Forbindelsen til Grønland forblev dog sporadisk, men ideen om, at der måtte være katolske efterkommere af nordboerne, levede videre. Flere gange var der erklæringer om, at kronen og nationen skyldte dem at komme ind i den luthersk, reformerte kirke. Og kun langsomt spredte erkendelsen sig om, at de mennesker, man nu mødte i Grønland, ikke var efterkommere af nordboerne. Men hvor var de så?

Efter adskillige års forberedelse ankom præsten Hans Egede med sin familie ombord på skibet Haabet. Hensigten med den privat finansierede ekspedition, som bergensiske købmænd stod bag, var netop at missionere. Og Egede tog også i årenes løb på flere ture for at finde nordboernes efterkommere. Uden held. Et af de sidste skriftlige vidnesbyrd, vi har om dem, er en islandsk beretning om et bryllup i Hvalsey Kirke i Sydgrønland i september 1408. 

Grønland var dog ikke ubeboet. Thulekulturens inuitter, der indvandrede nordfra fra omkring 1100, spredte sig ned over vestkysten. Det var dem, europæerne traf, handlede med og til tider bortførte og tog med til Europa.

Flere gange kom inuitter til København, og i 2012 fandtes under metroudgravningerne på Kongens Nytorv, pilespidsen fra et fuglespyd fra Thulekulturen. Den lå i lag fra Christian 4.s tid, men om den stammer fra en demonstration, som grønlændere gav af kajakker og redskaber, eller om det er en souvenir, der havnede i voldgraven ved vi desværre ikke.

Der findes flere afbildninger af nogle af de grønlændere, der kom til Norge og Danmark, heriblandt de måske mest berømte Poq og Qiperoq, der kom til København i 1724. Efter sigende de første inuitter, der frivilligt rejste til København. 9. november 1724 deltog de i en regatta, der fremviste ikke kun dem, men også varer som fisk og hvalbarder for københavnerne. Optoget varede i timevis og "Begyndte fra dend gamle kongelige Holm, og gik under Holmens Broe, forbi det Kongelige Slot, og videre under Høybroe, og Rødebroe, samt Stormbroen, forbi Hans Kongel. Højheds Cron-Printzens Palais, under Printzens Broe, omkring det Kongelige Bryggerhus, og derfra under Christianshavns Broe til Holmen igen.”

I dag kan vi på Christianshavns Torv se statuer af en grønlandsk fanger med kajak, og kvinder, der fisker og renser skind. Aktiviteter, som Poq og Quiperoq umiddelbart ville have genkendt, om end figurerne stammer fra 1930’erne og minder om den grønlandsfeber, som Knud Rasmussens ekspeditioner skabte. Selv står han ved Charlottenlund og ser længselsfuldt mod Sverige. Også den berømte Danmarksekspedition, der udforskede Nordøstgrønland fra 1906 og polarforskeren Ejnar Mikkelsen findes der mindesmærker for; begge ved Langelinie, hvor Mikkelsens mindesten står ved kunstneren Holger Wederkinchs vartegn for Grønland: En isbjørn med unger. De hvide bjørne var og er et stærkt symbol på Grønland.

Optoget i København 9. november 1724

I dag er både Rigsfællesskabet og den fælles historie genstand for mange debatter. Hans Egedes statue i Nuuk – der blev rejst af byens indbyggere i anledning af 200-året i 1921 – er blevet udsat for hærværk og foreslås til tider fjernet, da den kan læses som et undertrykkende symbol på et koloniseret Grønland. Jubilæet fejres fx heller ikke i Nuuk kommune, her fra Bag om København vil vi dog gerne benytte anledningen til at gøre opmærksom på de mange berøringsflader byen og Grønland imellem.

Bibliotekerne i København har masser af bøger om Grønland og bøger af både grønlandske og udenø’ske forfattere: Om du vil med til nutidens Nuuk med Niviaq Korneliussen, til Nordøstgrønland med Jørn Riel, læse en fremtidsfortælling fra 1930’erne om Grønland i 2021 eller dykke ned i Grønlands lange historie, så ønsker vi dig god fornøjelse!