Peter Øvig: ”Gøgereden” skræmte mig vildt

INTERVIEW | En konfrontation på Vejle Bibliotek ledte Peter Øvig til at skrive sin nye bog ”Jeg er hvad jeg husker”. Heri ransager han sine personlige erfaringer med elektrochok og kontroverserne om den omstridte behandling.

Peter Øvig er en mand med forstand på sindets mørke sider. Det fastslog han med erindringsbogen ”Min mor var besat” (2019), hvori han konfronterede den tunge arv som søn af en psykisk syg mor såvel som sin egen svære depression. En depression, som han blev kureret for i 2018 – med syv elektrochok. En succeshistorie. Ved bogens slutning fortalte han, at han følte sig helbredt.

”Jeg tog rundt på foredrag og fortalte, at jeg var blevet helbredt, men jeg var også optaget af, at mit verdensbillede var vendt på hovedet.” fortæller Peter Øvig. Ved et af hans foredrag – på Vejle Hovedbibliotek – deltog en kvinde ved navn Pernille Frandsen. Hun havde selv fået elektrochok, men hendes oplevelse var meget anderledes: hun havde fået slettet en del af sin hukommelse. Hun gik grædende hjem fra foredraget, fordi Peter Øvig slet ikke havde blik for elektrochokbehandlingens bivirkninger.

"Jeg tromlede bare hen over hende - uden at vide det - med min mirakelhistorie." fortæller Peter Øvig. Det blev starten på den nye bog "Jeg er hvad jeg husker".

Gøgereden skræmte mig vildt

Konfrontationen på Vejle Hovedbibliotek ledte til kontakt med Pernille, og til en periode med research i elektrochokterapiens kontroversielle historie – både hans egne oplevelser og de mange kulturelle stridigheder om behandlingsformen. Særligt husker Peter Øvig sit første indtryk af behandlingen fra filmen ”Gøgereden”, som han så allerede som 14-årig i 1974. Den viser en voldsom scene, hvor Jack Nicholson får elektrochok.

”Scenen var for mig nærmest symbol på at psykiaterne havde ond vilje. At psykiaterne ville bedøve sunde kreative mennesker. Folk der reagerede på et sygt kapitalistisk samfund."

I tiden efter filmen var det meget svært for psykiatere at få folk til at tage elektrochok frivilligt, opdagede Peter Øvig under researcharbejdet.

"Nogle psykiatere mener, at den film har kostet mange menneskeliv, fordi folk ikke ville tage elektrochok i forbindelse med deres svære depression, og for folk med svær depression er selvmordsrisikoen gigantisk."

En omstridt behandling

Sammen med hans egen erfaring er de mange diskussioner, påstande, fordomme og fakta om elektrochokbehandlingen blevet til en efterfølger til ”Min mor var besat”. En mere komplet historie, så at sige, men også mere kompleks. Den kompleksitet spejles også i Peter Øvigs egne oplevelser i årene efter behandlingen, hvorom han siger: "Min hukommelse er blevet dårligere, men om det er elektrochokbehandlingen, depressionen eller almindelig alderdom kan jeg ikke sige."

Hør mere i podcasten BogDate Special med Peter Øvig