Bibliotekaren anbefaler Omrids - en roman af Rachel Cusk

Hvis man vil være venner med alle, skal man ikke skrive - er overskriften på artikel om Rachel Cusk - af Carsten Andersen i Politiken 17/8-19.

Omrids - første bind i Faye-trilogien

Romanen er udgivet i 2014 og oversat til dansk i 2019. Den er første bind i, hvad der hedder Rachel Cusks Faye-trilogi. Jeg har nu med stor glæde lyttet til Omrids.

Det har i den grad været en stor læseoplevelse for mig, og er da også straks gået igang med andet bind: Transit. Tredie bind hedder Kudos. Seriens tre bind er hver på 5-6 timers lyd. 

Faye og de andre

Romanen indleder med mødet med jeg-personen forfatteren Faye i et fly på vej til Athen. I flyet falder hun i snak med sin sidemand, som i løbet af flyveturen leverer sin livshistorie, og bekendtskabet forsætter gennem bogen, hvor de begge befinder sig i Athen.

Skrivekursus

I Athen skal Faye undervise på et skrivekursus, og hun møder forfatterkolleger og studerende, og gennem dialoger med dem opstår samme konstellation som i flyet, at flere af dem,  som hun samtaler med ligeledes fortæller Faye deres livshistorie. Det kommer til at ligne et gensidigt terapeutisk forløb, hvor både fortæller og den lyttende oplever en  udvikling.

Hvem er Faye 

Faye får vi ikke meget at vide om, kun glimtvis bliver vi mellem linierne kloge på hendes økonomiske status (dårlig), at hun har to sønner og en nylig frasepareret mand.

Den nye lejer

Under sit ophold i Athen bor Faye i en lånt lejlighed, og ifm. hendes hjemrejse mødes hun med den nye lejer, som pudsigt nok, ligesom Faye har lyttet til en omfattende historie fra sin sidemand i flyet. Hun beskriver sin oplevelse således: Mens han talte, begyndte hun at se sig selv som en form, et omrids med alle detaljerne udenom fyldt ud, mens selve formen forblev tom. 

En anden måde

Denne skrivemåde, som Rachel Cusk har valgt, hvor vi hører en masse om flere forskellige mennesker - nogle gange af deres egen mund og andre gange, som med "sidemanden" der fortæller om andre mennesker, og deres udvikling. Jeg tænker i visse tilfælde, at der er meget Faye eller Rachel i mange af de personlige skitser, der tegnes. Det kan også beskrives som en mosaik af fortællinger, som i mine øjne minder om en essaysamling, hvor vanskelige relationer og menneskelige egenskaber bliver bearbejdet på det omhyggeligste.  

Rachel Cusk - forfatterskab

En forfatter, der internationalt, har haft en langsom start. Lokalt blev hun hurtigt populær for i 1993 modtog hun Whitbreads debutantpris for "Saving Agnes". 

Rodløs

Hun blev født i 1967 i Canada og har efter eget udsagn haft en noget rodløs og kærlighedsløs barndom med rige karrierrebevidste forældre, som hun senere i livet bryder med. Rachel Cusk har i et interview i 2017 udtrykt: citat fra forfatterweb "Jeg følte mig altid frastødende". 

Modtagelsen

Modtagelsen af forfatterens mange udgivelser har gennem årene været meget blandet. En enkelt er direkte trukket tilbage, fordi hun er blevet kritiseret for at gå for tæt på virkeligheden med det resultat, at personer fra hendes omgivelser, har kunnet genkende sig selv. 

De mange udgivelser listes nedenfor - mange af titlerne er end ikke oversat til dansk. 

Saving Agnes 1993

Agnes Day er utilpasset. Som barn ønsker hun ikke at være en Agnes - hun vil være en pleasende Grace. Til sidst forlader hun hjemmet og flytter til London hvor hun får job og venner. Desværre går det ikke hende som ønsket. Drømmen brister, og hun magter ikke at tage del i livet omkring hende.

Livet på landet - 1997 - (dansk 1999)

Om Stella på 29, der haster ud af London og flytter på landet. Årsagen dertil er ikke åbenlys - men dukker glimtvis op undervejs. Stella tager ophold hos en velhavende familie, hvor hun skal agere handicaphjælper for sønnen Martin. Der opstår konflikter og relationerne, der nøje beskrives, er en udfordring for Stella.  

The Lucky Ones 2003

En dyb undersøgelse af menneskelige relationer. Fortællinger om kærlighed og løsrivelse smelter sammen, og der skabes en skitse af en families identitet. Læseren møder bl.a. en ung gravid kvindes ulykke, en ny fars utilfredshed, en datters søgen efter tabt barndom.

In the Fold 2005

Endnu en undersøgelse af begreberne kunst og kunstner - ægteskab og personlig opfyldelse, af kærlighed og begær. I modsætning til andre af Cusks romaner, er hovedpersonen en mand, hvilket komplicerer fortolkningen for de, der trækker en lige linje fra fortæller til forfatter. 
‎ 

Arlington Park 2006

Arlington Park er en engelsk forstad. I løbet af en enkelt dag bevæger romanen sig fra en husstand til en anden og afslører dens karakterer: Julie, som er rasende over mænds sejr over kvinder i familielivet; Amanda, afværger tanker om døden med tvangspræget husarbejde; Solly, ved at føde sit fjerde barn; Maisie, kæmper for at acceptere sit provinsielle liv; og Christine, optimist og vært for en middag, hvor naboerne mødes.‎

The Bradshaw Variations 2009

‎Thomas Bradshaw og Tonie Swann oplever de klassiske symptomer på midtvejskrise i deres ægteskab -  en uhyggelig følelse af, at livet kan ske andre steder. Så Tonie accepterer en stor forfremmelse på arbejdspladsen og Thomas indvilliger i at blive hjemmegående. Mens Thomas pludselig står over for den daglige stilhed i et tomt hus, befinder Tonie sig i live til tidligere utænkelige muligheder. 

Efterskælv - om ægteskab og skilsmisse 2012 (2021)

Intellektuel romanbiografi om en skilsmisse og dens efterskælv til et litterært interesseret publikum om relationer mellem mennesker.

På eReolen som e-bog og lyd. 

Et livsværk - om at blive mor 2004 (dansk 2021)

Hudløst ærlig beretning om moderskabet. En bog for både nuværende og kommende mødre. Se omtale af denne andet steds på hjemmesiden klik her. 

På eReolen som e-bog og lyd. 

The last Supper: A Summer in Italy 2009

‎Da Rachel Cusk en sommer beslutter sig for at rejse til Italien med sin mand og to små børn, har hun ingen idé om de oplevelser, der venter hende. Denne rejsekrønike fører dem til både det forventede og det overraskende - alt set gennem Cusks skarpe og humane perspektiv.‎

Aftermath, On mariage and separation 2012

På eReolen Global som ebog

Faye-trilogien 2-3 Transit 2016 (dansk 2018) og Kudos 2018 (dansk 2020)

I andet bind er Faye vendt hjem til London, hvor hun køber et gammelt faldefærdigt hus. I husets underetage bor et meget besværligt ægtepar, der på forhånd hader Faye. - og igen får vi en række livsfortællinger gennem Fayes møder med andre mennesker. 

I tredie bind, som indledes med endnu en flyrejse og en sidemand, er opdrejningspunktet igen livshistorier, som overvejende handler om relationer mellem mænd og kvinder.

Alle tre bind på eReolen som ebog og lyd. 

Coventry 2019

‎En samling essays, der omfatter erindringer og kulturel og litterær kritik, om køn, politik og forfattere som D. H. Lawrence, Olivia Manning og Natalia Ginzburg‎.

På eReolen Global - Ebog

Det andet sted 2021 

Hvad skal der til, før man kan se sig selv, sine valg og sit liv i et nyt lys? I denne flotte roman til læsere af moderne kvalitetslitteratur bliver mødet med en fjendtligt indstillet kunstmaler et vendepunkt for hovedpersonen.

På eReolen som ebog.

Materialer