På kulturborgmesterens natbord

09.02.22
Fra Camus over Asta Oliva Nordenhof til Anthony Doerr; Københavns nytiltrådte kulturborgmester, Mia Nyegaard, elsker at læse. Vi har budt hende velkommen i Litterær Luksus med nysgerrighed markeret med fed. Hun har kvitteret med 14 titler og 8 forfatterskaber. I kan godt glæde jer!

Mia Nyegaard om favoritterne i bogreolen og en evigt stor læseglæde

Hvilke titler nyder især din opmærksomhed for øjeblikket?

Lige nu er det Poul Baches 'Finkultur og Mangfoldighed – 60 års dansk kulturhistorie', der ligger på mit skrivebord på kontoret. Det var en afskedsgave fra mit ledelsessekretariat i Socialforvaltningen. De mente, at den var relevant for mig som ny kultur- og fritidsborgmester, da den vil give et godt vidensgrundlag at stå på. Jeg er dog desværre ikke nået så langt i den endnu. 

Ellers er jeg lige blevet færdig med Ronald Cohens bog 'Impact', der handler om, hvordan vi kan gøre en større forskel i verden med de rette investeringer. Det er for mig en virkelig nødvendig omstilling af, hvordan vi bør investere i fremtiden, han er inde på, og det er en super inspirerende bog.

Så lige for øjeblikket læser jeg mest faglitterære bøger. Men på mit natbord ligger også Salt Creek af Lucy Treloar, Poesi og andre former for trods af Adda Djørup og S af Simone Mørch Stjer.

Hvor ofte læser du skønlitteratur? Er du tilfreds med kadancen?

Desværre ikke ofte nok. Jeg vil gerne læse mere, men det er svært at få tid til. Så nej, jeg er ikke tilfreds med kadencen. Og af samme grund ender jeg altid med at have gang i tre-fire bøger ad gangen, som mit natbord også vidner om. Nogle gange sker der bare det, at der går for lang tid, og så får jeg gang i en anden bog, fordi jeg køber én i en lufthavn, som tilfældet er med Salt Creek.

Til gengæld læser jeg rigtig meget i mine ferier. Og jeg tror ikke altid, det er til lige stor glæde for min kæreste, for når jeg først får fordybet mig i en bog, vil jeg gerne læse den færdig. For eksempel slæber jeg ofte mellem fem og ti bøger med på længere ferier, og jeg får næsten altid læst dem alle. Her ville jeg ønske, at jeg kunne læse på en Kindle eller Ipad – men jeg holder utrolig meget af at læse trykte bøger, og så må der være mindre plads i kufferten til andre ting.

Hvad giver det dig at læse et godt værk?

Jeg har altid læst utroligt meget. Allerede som barn. For mig er bøger muligheden for at rejse i tid og sted siddende i min lænestol. De åbner universer og præsenterer os for verdener og kulturer som måske, måske ikke eksisterer i virkeligheden. Det giver perspektiver og indblik i, hvordan mennesker tænker, føler og handler. Det at læse et godt værk giver stof til eftertanke.

Har du læst en særlig bog, du har lyst til at anbefale andre at læse? Hvad betød den for dig?

Der er så mange bøger, jeg gerne vil anbefale - så tak for lige at få mig til at tage et ekstra blik på min bogreol. Men jeg ved simpelthen ikke, hvor jeg skulle starte eller slutte i forhold til bøger, der har givet mig stof til eftertanke.

Af nyere bøger tænker jeg dog 'All the Light We Cannot See' af Anthony Doerr. Det var hele læseoplevelsen, og fortællingen af de to hovedpersoner separat og parallelt, der gjorde den til en virkelig god bog.

Så er der en bog som 'Ohio' af Stephen Markley, som jeg egentlig købte, fordi jeg har boet i Ohio ca. 10 år, før bogen begynder, og så blev jeg nysgerrig på, om beskrivelserne passer på min oplevelse af staten. Den bog er virkelig overraskende i plot, i beskrivelserne og i persongalleriet. Jeg kan ikke vente med at se den som film på et tidspunkt, for den gjorde et uventet indtryk på mig.

Og så er det En opritjniks dag af Vladimir Sorokin Den handler om et døgn i fremtidens Rusland, og er samtidig en kritik af Putins Rusland. Den er grov, hæsblæsende og virkelig læseværdig. Og så er der Kalak af Kim Leine, som også gjorde et virkelig stort indtryk, da jeg læste den.

Ellers er der mange genreinddelinger, jeg vil kunne anbefale bøger efter: ungdomsbøger, klassikere, forfatterskaber, geografisk, danske eller udenlandske forfattere. Men jeg er nok også en taknemmelig og lidt stædig læser, for jeg finder noget godt i de fleste læseoplevelser eller bliver ved - for nu er jeg jo i gang, og det kan jo være… Dog er der enkelte bøger, jeg ikke får læst færdigt, hvis de slet ikke fanger mig.

Det er ofte forfatterskaber, jeg orienterer mig mod. Nogle gange fordi det er den lette løsning at vælge en forfatter, jeg allerede ved, jeg holder af. Andre gange fordi min nysgerrighed gør, at jeg lige må se, om den næste bog er lige så god eller måske bedre end den forrige. Det kan være alt fra Camus over Auster og Murakami til Tove Ditlevsen, som jeg orienterer mig i. Hvis jeg skal anbefale et nyere forfatterskab, så må det blive Chimamanda Ngozi Adichie. Hun er virkelig interessant. Både som en moderne forfatter, der evner at bevæge sig imellem at beskrive både amerikanske og afrikanske forhold men også som feminist. Jeg er virkelig vild med hendes lille bog We Should All be Feminsts – og kan om ikke andet anbefale at se den som ted talk på youtube.

 

Og så har jeg nok også en stor veneration for Adichie, fordi jeg begyndte at læse hende ud fra hendes ”geografiske forfatterskab” - her det afrikanske. Jeg havde for længe siden faget Afrikansk kultur, litteratur og film, da jeg læste afrikastudier, og det åbnede virkelig mine øjne for alt det, ”geografisk” skønlitteratur kan, i forhold til at forstå, hvor forskellige vores kulturer og verdensopfattelser kan være. Skulle jeg anbefale andre store afrikanske forfattere, så læs Chinua Achebe, Ngugi wa Thiong’o og Ben Okri.

Og efter at have kigget på min bogreol har jeg virkelig lyst til at anbefale 'Midnight Children' og 'Sharliman the Clown' af Salman Rushdie. 'Midnight Children' fordi jeg husker læseoplevelsen som nærmest magisk, og 'Sharliman the Clown' fordi det er en virkelig fin fortælling, og fordi den for mig belyste nogle af spændingerne mellem Indien og Pakistan.

Er der noget særligt, du godt kunne tænke dig at læse mere af?

Jeg ville gerne være en, der genlæste flere klassikere, fordi der er så meget i dem, og fordi de bliver brugt som referencer i anden litteratur. Og bare disse spørgsmål har givet mig lyst til at genlæse næsten alle de bøger, jeg lige har nævnt. Men jeg ender ofte med at vælge nyere bøger, når der lige er tid til at læse. Og det er jeg også glad for. Så jeg vil måske egentlig gerne læse mere af både det nye og det gamle.

Her på Litterær Luksus redaktion tastes et sprødt tak på tastaturet for det inspirerende indblik i vores borgmesters kærlighed til litteraturen. Det smitter. 

Er du til litterær luksus?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Bestsellere og anmelderdarlings”

Så tilmeld dig nyhedsbrevet Førstevælger og vælg "Bestsellere og anmelderdarlings”