Mysteriet om Spurven og en detektiv anbefaler

Kirstine Kloster Andersen anbefaler: Historieklubben På Amager markerede afslutningen på vores 5. sæson ved at se nærmere på et indtil nu uløst mysterium fra 2. verdenskrig.

De fleste historieinteresserede kender Christian Frederik von Schalburg, dansk nazistisk officer med russisk adelsblod i årene, der døde i tysk tjeneste på østfronten i 1942 - og som opnåede den noget tvivlsomme ære at få opkaldt et korps af volds- og drabsmænd efter sig.

Men faktisk spillede en anden Schalburg også en rolle under 2. verdenskrig. Hvor Christian blev dyrket i den nazistiske presse, hang ud med Himmler og endda blev portrætteret på postkort – drev "Spurven", Christians søster Eva Schalburg sit virke i det skjulte.

Enkelte ting ved man: At Eva Schalburg i september 1940 som agent for Abwehr - den tyske efterretningstjeneste - sammen med to andre blev sat i land på den skotske kyst. At de alle tre hurtigt blev afsløret og taget i forvaring af de britiske myndigheder. Og endeligt at Eva Schalburg mod sædvane og i modsætning til hendes to rejsefæller ikke blev henrettet af briterne for spionagevirksomhed.

Vera Schalburg.

Resten af historien om Vera Schalburg er dunkel og indbyder til myter og konspirationsteorier. Arbejdede hun i virkeligheden også for russerne? Blev hun omvendt til engelsk agent hen imod slutningen af krigen? Og hvad blev der af hende; fortsatte hun som agent under den kolde krig - eller slog hun sig ned et sted i verden under et nyt navn og levede et stille liv som husmor?

Kirstine Kloster Andersen er journalist og udgav efter et større detektiv- og gravearbejde i arkiver i England, Tyskland, Belgien og Danmark i 2018 "Spurven – Den dramatiske historie om spionen Vera Schalburg".

Vi inviterede derfor Kirstine Kloster Andersen til at besøge Historieklubben en torsdag aften i marts for en gang for alle at rede trådene ud for os.

Anbefalinger

Efter arrangementet spurgte vi som sædvanligt ind til vores gæst yndlings københavnerbøger. Her er Kirstine Kloster Andersens svar:

"Vangede-billeder"  har en særlig nostalgisk betydning for mig, da jeg selv er opvokset i Vangede, som altså er min "barndommens gade". Selvom bogen består af små skildringer fra Dan Turèlls opvækst i bydelen i 1950'erne, altså længe før min egen barndom, genkender jeg stemningen, de lidt tragikomiske skæbner og ja, den særlige kultur, der findes lige netop på det sted på jorden.

Og "Lykke-Per" af Henrik Pontoppidan er sådan en bog, jeg ville ønske, jeg selv evnede at skrive. Jeg elsker Henrik Pontoppidans sprog og hans evne til at forstå, hvad der rører sig i de inderste afkroge af et menneskes sjæl.”