Da cyklen kom til København

I slutningen af 1800-tallet begyndte københavnerne at cykle. Det var en lille eksklusiv kreds der trådte i pedalerne, men to tekniske forbedringer gjorde cyklen populær.

I 1890 kom de først luftringe til hjulene, der gjorde det mere behageligt at cykle. Omtrent ti år senere slog frihjulet igennem og så blev det meget nemmere at cykle.

Inden frihjulet blev opfundet, kunne pedalerne ikke holde stille under kørsel. Gik det ned ad bakke måtte benene følge med eller slippe pedalerne og dingle frit ud til siden. Der var nogle som satte fodhvilere på cyklen hvor rytteren kunne placere benene under en nedkørsel. Det var ikke helt ufarligt, specielt ikke da en del cyklister kørte uden bremser og nøjedes med at træde kontra ved standsning.

Gummiringene med luft var også en stor forbedring. Inden de blev indført kørte cyklisterne på hjul med massive gummiringe. En noget ubehagelig oplevelse hen ad de københavnsk brosten, der nok kunne mærkes i bagdelen.

Københavns Museum kan du se Dursley-Pedersens cykel som er konstrueret lide før år 1900. Cyklen blev opfundet af danskeren Mikael Pedersen, men produktionen kom til at foregå i den engelske by Dursley. Modellen i træ er den ene ud af to og viser, hvor stærk konstruktionen er.

Hvor mange cyklister var der

Der mangler nøjagtige kilde til antallet af cyklister i cyklismens første årtier. Men i året 1890 anslog "Cykeltidende" at der var 5.000 til 6.000 cykler i Danmark. De 2.500 af dem var i København. Samme tidsskrift påstod i 1891 at det eneste land i Europa med flere cyklister end Danmark var England.

I februar 1892 anslog tidsskriftet antallet af cykle i landet til et sted 15.000 og 16.000. Allerede i november samme år anslog samme, at antallet alene i København var 20.000 cykler.

"Salmonsens store illustrerede Konversationsleksikon" bd. IV, (1895) skriver at "Antallet af Cyklister i Danmark ansloges For aaret 1895 til 25-30.000." I 1899 kom dagbladet “Dannebrog” frem til at der var 35.000 cykler i København. Tallet havde de udregnet ved at spørge førende cykelfolk om deres gæt.

Omend tallene er gætværk, er der ingen tvivl om at antallet af cyklister var i eksplosiv vækst i starten af 1890erne.

Cyklen var populær i Danmark. Måske fordi landet er så fladt og derfor velegnet til tohjulet selvfremdreven transport.

Kvinder træner cykling på pladsen foran kasernebygningen

Cyklister ved Østerfælled Kaserne. Paul Fischer/Kbhbilleder.dk, ca.1890 – 1930.

Kan kvinder cykle

"Det blev af mange betragtet som uskønt og forargeligt og ukvindeligt, at damer sad overskrævs på en smal sadel og sparkede med benene, mens vinden drilagtigt blæste kjolen op over knæene." (citat: Cyklens udvikling af L. Andkjær Jensen. Danske virksomheder, 1965)

I det første årtier var der nærmest ingen kvindelige cyklister. De fleste fandt det uklædeligt, ukvindeligt, endda ligefrem upassende for kvinder at cykle. De der vovede sig op på de to hjul måtte finde sig i mange nedladende tilråb.

Omkring 1890 var det blevet mere almindeligt at se kvinder på cykel. Cykelklubberne begyndte at arrangere cykeltur, der også var åbne for kvinder. Ikke mindst "Cycletidende" agiterede for at få kvinderne med på cykelbølgen, og skrev bl.a. om de "gudsjammerlige unge Damer" der ikke cyklede og opfordrede de københavnske cyklister til at opfordre kvinderne til at cykle. Bladet gav også gode råd til, hvordan kvinder kunne lære at køre cykel.

"Cycletidende" talte 109 kvindelige cyklister ud af 1.885 ved en færdselstælling var Store og Lille Vibenshus, Lygten og Damhuskroen på Kristi himmelfartsdag 1893.

Cyklister. N. Zachariasen/Kbhbilleder.dk, 1896.
02.05.22