Gode armmuskler til sommerferielæsningen

22.07.22
Knap 700 sider skal man kaste sig ud i, hvis man vil læse den historiske mursten ’Himmelstormere’ skrevet af amerikanske Maggie Shipstead. Men frygt ej, kære læser. Til trods for længden er der ikke ét eneste ord overflødigt.

’Himmelstormere’ har to fortællespor. Først og fremmest følger vi den kvindelige pilot Marian Graves, som på en flyvning jorden rundt forsvinder på sydpolen. Marians dramatiske historie, bliver beskrevet i flere bøger og ender ud i en filmatisering af begivenhederne. Rollen som Marian skal spilles af megastjernen Hadley Baxter og det er hende man følger i romanens andet spor. Hadleys nysgerrighed på Marians liv, fører hende til oplysninger, som giver romanen en uventet slutning.

Men det er helt klart drengepigen, eventyreren, den dødsforagtende pilot Marian Graves’ spor der fylder i romanen. Hendes liv starter dramatisk, da hun og hendes tvillingebror, Jamie, bliver reddet fra et skibsforlis. De vokser op hos deres onkel i Montana. Et vildt liv i skovene, hvor de nærmest får lov til at passe sig selv. Som 15-årig møder Marian en pilot og hans flyver og bliver straks fascineret. Herfra går historien kun én vej. Den modige, udholdende og teknisk dygtige Marian får lært sig at flyve og eventyret starter. Hun bliver spirituskurér til Canada, fragtflyver i Alaska i faldefærdige flyvemaskiner for endelig at flyve bl.a. Spitfire under 2. verdenskrig. 

Bogen er fyldt med kvindelige piloter. Virkelige piloter, som Amelia Earhart, bliver også nævnt. Earhart lavede mange bedrifter som pilot og inspireret af hende kaster Marian sig også ud i en bedrift, som ingen anden har lavet. Hun vil flyve jorden rundt på langs, fra nordpolen til sydpolen – kaldet The Great Circle, som også er romanens engelske titel. Og det er på denne rejse, at Marian forsvinder sporløst. 

'Himmelstormere' har en detaljerigdom, som må have krævet en enorm research. Den har et elegant sprog og en logisk opbygning, således at læseren får en flydende læseoplevelse. Alt i bogen føles vigtigt: naturen, begivenhederne og de menneskelige relationer.

’Himmelstormere’ var på Bookerprisens shortlist i 2021 og også på New York Times’ bestsellerliste.

Hermed anbefalet og god fornøjelse.

Materialer