Litteratur, der kroner kvinderne

'Der er ingen ærlige digte om døde kvinder'

I anledning af regeringsjubilæet er årets Golden Days Festival dedikeret til alle de markante kvindeskikkelser, der har sat et særligt aftryk på historien. En sådan særlig kvinde var den amerikanske digter og aktivist Audre Lorde (1934-1992).

Audre Lordes digte i “Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” er heftige og kraftfulde og formår at sætte ord på et liv med smerte, vrede, undertrykkelse og vold. Men der er også glimt af kærlighed og håb. Hos Lorde er poesien meget mere end form og indhold. Den er revolutionerende, og hendes digte er lige så aktuelle i dag, som da de blev skrevet.

Digteren Shadi Angelina Bazeghi har udvalgt og oversat digtene i “Der er ingen ærlige digte om døde kvinder” og hun har sørget for, at de blev tilgængelige på dansk i 2019. Audre Lorde var i sin levetid en meget berømt forfatter og havde stor betydning for den anden feministiske bølge. Lordes popularitet har i de seneste år været støt stigende. Digtsamlingen afsluttes med et interessant efterord om Lorde, undertrykkelse og søstersolidaritet.

Digtene proklamerer håb, mod og magt, fordi de eksisterer på trods af trusler, farer og vold. I digtet ' Nu' lyder det på følgende måde: »Magt til Kvinder/er/magt til Sorte/er/magt til Mennesker/er/altid at mærke/min hjertebanken/når mine øjne åbnes/når mine hænder bevæger sig/når min mund taler«. Audre Lordes digte er politiske, mange af dem på måder, som er skrækkelige og overrumplende, fordi de er så fulde af krop, magtmisbrug og død. Midt i alt det voldsomme og påtrængende har Lordes digte en helt særlig poetisk nerve. Det er digte til dig, der gerne vil læse gribende og nødvendig litteratur.

'Damen der holdt af rene toiletter'

Jocelyn Guinevere Marchantiere Jones – kaldet Joy – er 'Damen som holdt af rene toiletter' i J.P. Donleavys lille roman fra 1995. Jocelyn er en rigmandsfrue på 42 år, som oplever, at hendes tv-mand forlader hende til fordel for en 20-årig assisterende producer.

Skilsmissens økonomiske kompensation bortødes beklageligvis af en spekulants investering i tvivlsomme finansielle produkter – resultatet er økonomisk deroute oven i skilsmissen. Til overflod tager de collegestuderende børn deres fars parti. Som sådan en historie der er fortalt og læst utallige gange.

Men Jocelyn er en dronningeskikkelse og alt andet end en almindelig kvinde. Hun holder sig oppe ved besøg på kunstmuseer samt et dobbeltløbet haglgevær og en Smith & Wesson-revolver til at bekæmpe dårlige tv-udsendelser og uønskede tilnærmelser fra lystne rigmænd.

Sidst, men ikke mindst, har hendes bedstemor indprentet hende kun at opsøge rene toiletter: ”Min egen, hvis du virkelig er nødt til det, så går det an på meget rene toiletter”. Bogen emmer af satirisk-humoristiske beskrivelser af overfladiske amerikanske middel- og overklassemiljøer. Jocelyn bevarer en anden værdighed end den som rigdom muliggør. Tematikken om Jocelyns ensomhed strejfes kun. Bogen er af omfang en bagatel, men det er en charmerende lille roman fra New York om en rigtig dame og hendes kamp for at opretholde en værdig tilværelse omgivet af skvattede mænd og snavsede toiletter!

'Astas skygge'

Kunstnere er ofte komplekse væsner, og hvis man skal tro Eva Tinds portræt af stumfilmens dronning Asta Nielsen, så var hun både en sammensat og interessant person – og så var hun en fighter! På trods af arbejderklassebaggrund og graviditet udenfor ægteskab i 20-års-alderen fik Asta kæmpet sig frem i teater- og filmverdenen, og blev en af tidens mest prominente skuespillere og filmmagere. Med et særligt blik for kameraets vinkler, en særegen mimik, nøje udvalgte kostumer, og makeup der underspillede munden og fremhævede øjnene, fik hun skabt opmærksomhed omkring sine kunstneriske evner og præstationer.

Asta Nielsen værnede meget om sit privatliv, hvilket har været med til at fastholde mystikken omkring hendes personlige forhold. Heldigvis har forfatter Eva Tind fundet en alternativ tilgang til at beskrive den hemmelighedsfulde skuespiller i sin roman, der er en hybrid mellem biografi, autofiktion og samtaleroman. Eva Tinds passion for Asta Nielsen skinner tydeligt igennem, og man fornemmer det kunstneriske bånd der binder de to kvinder sammen på tværs af tid. Tind beviser med ”Astas skygge” at hun er ferm til at portrættere stærke kvinder, hvilket vi også ser i romanerne ”Ophav” og ”Kvinden der samlede verden”.

Asta Nielsens succes blev skabt i Tyskland, et land hun elskede højt, men som hun måtte flygte fra da nazisterne tog over. At hun i Danmark blev mistænkt for netop at være nazist er derfor paradoksalt, og det kan være svært her i 2022 at afgøre om udstødelsen fra den danske mandsdominerede filmverden mest skyldtes nazi-sympati-mistanken, janteloven eller det faktum at hun var en kvinde med evner og succes. Uanset hvad, så er det trist at hendes karriere mere eller mindre måtte stoppe efter at hun flyttede tilbage til lille Danmark. Længe leve ”Die Asta”!

'Den inderste kerne'

Lotte Kaa Andersen har skrevet en biografisk roman om kvinden, der opdagede jordens inderste kerne; Inge Lehmann. En kvindelig forsker, der kæmpede det meste af sit liv for at blive anerkendt i en mandsdomineret forskningsverden. Hun bliver betragtet som et sart, sært og indesluttet barn, der gerne fordyber sig i matematiske og geologiske emner – heldigvis opmuntret af sin far, der selv er en hårdtarbejdende videnskabsmand. Hendes søster er den charmerende og udadvendte, som folk gerne falder for, og som senere bliver skuespiller med deraf følgende få engagementer og pengenød. En evig anstødssten de to søstre imellem.

Romanen følger to spor. Det familiemæssige, hvor man får et indblik i familien Lehmann og især det vanskelige forhold de to søstre imellem samt Inges kærlighed til sin nevø Walt. Eet af de få mennesker hun knytter sig til. Allerede som ganske ung ved Inge, at hun vil noget andet – noget større - end selv at danne familie, og de små tiltag til et voksent erotisk kærlighedsliv trækker hun sig ud af.

Det andet spor er det faglige, hvor hun uddanner sig til seismolog, og får arbejde som sekretær for professor Nørlund på Geodætisk Institut. Et arbejde, der fylder så meget, at hun får vanskeligt ved at finde tid til sin forskning. Hun er så heldig på et tidspunkt at blive optaget på Cambridge Universitet kun for at erfare, at man som kvinde nok må følge forelæsninger men ikke gå til eksamen ligesom de mandlige studerende.

I 1932 gør hun den opdagelse ved at studere jordskælvsbølger, at der findes en fast indre kerne i den flydende kerne, og at den model man hidtil er gået ud fra er forkert. Efter nøjere studier og en artikel får hun skabt tilstrækkelig opmærksomhed til, at hun også bliver inviteret til New York af en amerikansk forskerkollega.

Vi hører i romanen også om hendes bekendtskab med Niels Bohr og flere andre videnskabsfolk, og det er hjerteskærende læsning, når man gang på gang må se Inge tilsidesat for at favorisere mandlige og mindre dygtige kollegaer. Beundringsværdig er hendes stædighed og vedholdenhed på trods af den megen modgang. Tilbage står et portræt af en sej og alt for beskeden kvinde, der var tro overfor sig selv hele livet igennem, blev over 100 år men først for alvor opnåede anerkendelse i sit hjemland efter sin død.

Romanen balancerer fint mellem det private og det faglige, og vedbliver at være interessant og vedkommende læsning.

Er man særligt til læsning af romaner om stærke naturvidenskabskvinder, vil man også kunne finde fornøjelse i Stig Dalagers roman ”Det blå lys” om fysikeren Marie Curie eller Eva Tinds roman ”Kvinden der samlede verden” om biologen Marie Hammer.