Hvad læser Hanne-Vibeke Holst?

21.11.22
Hanne-Vibeke Holst er aktuel med romanen 'Kriger uden maske', hvori hun tegner et vigtigt kunsthistorisk og feministisk portræt af den dansk-franske billedhugger, tegner og maler Sonja Ferlov Mancoba. I den forbindelse har vi spurgt hende ad hvad hun selv læser og hvad hun vil anbefale andre at læse.

Hvad læser du lige nu?

Jeg læser Simi Jans medrivende reportagebog 'Kære Kabul' om Talibans magtovertagelse af Afghanistan og den kaotiske evakuering af paniske afghanere på flugt. Simi Jan var en af de få internationale journalister, der blev i Kabul til det sidste og var øjenvidne til de dramatiske augustdage i 2021, og hendes beretning om vestens svigt og mørkemændenes tilbagekomst er både lærerig og engagerende.

 Hvilke bøger har gjort størst indtryk på dig det seneste år og hvorfor?

Åh, det spørgsmål får vi forfattere altid, og det er håbløst at svare på, for vi læser jo meget og hver bog sætter sit eget aftryk. Men jeg har været meget optaget af Tolstojs episke mesterværk 'Krig og Fred', Josephine Klougarts fine og bevægende erindringsroman 'Alt dette kunne du få', og Ida Jessens sublimt kloge og velskrevne essaysamling 'Endnu en bog, jeg aldrig skrev'. Lad mig til sidst nævne Kirsten Hammans sydende, satiriske og rammende onde portræt af en bestsellerforfatters kamp mod derouten, 'Georgkomplekset', som jeg både har gnægget og grinet over. Fælles for disse titler, og grunden til, at de har gjort særligt indtryk, er først og fremmest deres litterære ekvilibrisme, deres kasten lys over menneskesindets dunkle og ofte skjulte rum, og forfatterens tydelige, vibrerende nærvær i og bag teksten.

Hvilke bøger anbefaler du altid andre at læse og hvorfor?

Den sidste gode bog jeg har læst, er jo den jeg altid aktuelt anbefaler. Men ellers er jeg – især overfor mine voksne børn – en ivrig  pusher af verdenslitteraturens klassikere. Det kan være de store russere, Tolstoj, Dostojevskij, eller de store europæere som Thomas Mann, Victor Hugo, George Orwell. Jeg er dog blevet så woke, at jeg oftere anbefaler klassikere skrevet af kvinder – det kan være Karen Blixen, Virginia Woolf, Sylvia Plath – eller endnu yngre Margaret Atwood, Tove Ditlevsen – og altid – Suzanne Brøgger. Der er jo en grund til, at klassikerne holder – det skyldes deres eviggyldige relevans, forståelse og fremstilling af menneskets kompleksitet, vores håb og længsler, konstante kamp med det gode og det onde – ikke mindst i os selv. Ved at spejle os i klassikernes romankarakterer kan jo vi jo se, at mennesket og dets udfordringer og dårskaber i sin kerne er uforanderlige på tværs af historien. Og vi kan også forstå, hvorfor vores samfund er, som de er. Og ikke mindst, hvorfor den patriarkalske dominans stadig er så svær at få has på.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst og hvorfor?

Faktisk tre bøger: Biblen, James Joyces 'Ulysses' og Marcel Proust 'På sporet af den tabte tid'. Biblen for at dykke ned i oldhistorien og lære de myter at kende, der ligger til grund for vores moral og etik og kristendommens utrolige succes. (Koranen tager vi en anden gang.) 'Ulysses' og 'På sporet af den tabte tid', fordi jeg forventer, at der ligger en stor litterær skat gemt dér, som jeg snart må være gammel og udholdende nok til at grave mig ned til. Desuden er det pinligt for en forfatter, der gerne vil tages alvorligt, ikke at have læst to så vigtige værker!

Materialer