Årets bedste børnebøger 2022 er kåret

Dit børnebibliotek holder gallafest med prisuddeling til årets bedste danske børne- og ungdomsbøger. Omkring 2.500 læsere har stemt på årets bedste bog indenfor 7 forskellige kategorier. Her er vinderne af årets bedste bøger 2022.

Se eller gense gallashowet på facebook og få alle takketalerne med

Årets bedste billedbog

Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen vinder i kategorien "Årets bedste billedbog" med "Sallys far får fodboldfeber"! Bogen er udgivet af forlaget Carlsen og kan læses højt fra 4 år. Hele serien om Sallys far er kendt og elsket af tusindvis af børn for sit humoristiske og genkendelige univers. Med Thorbjørn Christoffersens gakkede og vilde illustrationer løfter historien sig til noget af det sjoveste vi kan læse højt for vores børn.

Årets bedste højtlæsningsbog

Marianne Iben Hansen og Bo Bojesen vinder i kategorien "Årets bedste højtlæsningsbog" for ""Hele herligheden". Bogen er udgivet af forlaget Carlsen og kan læses højt fra 3 år. "Hele herligheden" er 120 små sjove og meget forskellige rim, med de 120 mest almindelige ord fra det danske sprog.

Årets bedste startlæsningsbog

Lone Halkjær vinder i kategorien "Årets bedste startlæsningsbog" for "Ulf finder et drageæg". Bogen er illustreret af Rie Nim og udgivet af forlaget Elysion. "Ulf finder et drageæg" er en spændende bog for øvede begynderlæsere, om Ulf der finder et drageæg og bliver venner med dragen.

Årets bedste tweenbog

Pernille Bønløkke Toustrup og Sophie Souid vinder i kategorien "Årets bedste tweenbog" for "Holly – hviskeleg, bomber og en hundedyr misforståelse". Bogen er illustreret af Maria Buchmann og udgivet af Gads Børnebøger. Holly er en sjov og finurlig historie om en pige med hørehandikap, vilde ideer og superkræfter. Den kan læses fra ca. 9 år.

Årets bedste fagbog

Gry Jexen vinder i kategorien "Årets bedste fagbog" for "25 kvinder der formede fortiden". Bogen er illustreret af Sofie Kampmark, udgivet af forlaget Gyldendal og kan læses fra 9 år. "25 kvinder der formede fortiden" er en oplysende og spændende historiebog, der er skrevet med stor indlevelse så du bliver grebet af de forskellige skæbner.

Årets bedste tegneserie

Sophie Souid og Thomas Hjorthaab vinder i kategorien "Årets bedste tegneserie" for "Møgmis". Bogen er udgivet af Gads Børnebøger og kan læses fra 10 år. Møgmis er en voldsom og skør tegneserie om en kat, der vil have hævn – og får det. 

Årets bedste ungdomsbog

Sanne Munk Jensen og Kim Fupz Aakeson vinder i kategorien "Årets bedste ungdomsbog" for "Au pair". Bogen er udgivet af forlaget Gyldendal og kan læses fra 15 år. Au pair er en spændende bog, der udforsker venskab, identitet og forskellen på Ribe og Hellerup, hvor Irene tager hen for at arbejde som au pair for en smart og travl familie.