Mød forfatterne bag Forfatterspirerne

Forfatterspirernes Skriveklubber er et unikt tilbud til skriveglade unge i alderen 11-18 år, vores undervisere af erfarne forfattere som alle har flere udgivelser bag sig. Deres udgivelser dækker bredt lige fra den klassiske pigebog til tweens til fantasy og til mørk dystopi.

En gang om ugen mødes de skriveglade unge og lærer alt, hvad en ægte forfatter bør vide. En undervisningsgang består typisk af en opvarmningsøvelse efterfulgt af input fra underviserne og forskellige øvelser. De enkelte undervisningsgange er tilrettelagt således, at deltagerne i løbet af en sæson kommer til at arbejde med flere forskellige temaer og genrer. Der bliver også lagt vægt på at lære de unge, hvordan man læser de skrevne tekster højt og giver hinanden konstruktiv feedback.

Hvem er de fem forfattere?

Liva Skogemann

Liva Skogemann (f. 1980) er vokset op i forstaden og er siden trukket ind til København, hvor hun planlægger at blive hængende noget tid endnu. Hun lagde liv og sjæl i alle danske fristile i folkeskolen, men fik først rigtigt hul på det med at skrive fiktion, da hun tog på højskole efter gymnasiet.

Hun har siden taget en cand.mag. og fået fast job og børn, og der var nogle år, hvor skrivningen mest bare stod og ventede i kulissen. Men efter to år på Forfatterskolen for Børnelitteratur (2012-2014) faldt prioriteterne på plads, og Liva har siden sat fuldt rampelys på sine skriveprojekter og forsøgt at behandle dem med alt det engagement, de fortjener. Hun elsker det spillerum, der findes i børnelitteraturen, til at blande genrer og til at arbejde med både det fantastiske, det humoristiske og det dødsensalvorlige.
Rosinante forfatterportrætter: Liva Skogemann
Liva underviser på Bibliotekshuset på Amager.

Line Leonhardt

Line er uddannet folkeskolelærer fra Frederiksberg Seminarium i 2009, fra Forfatterskolen for Børnelitteratur fra 2012-2014 og fra Gladiatorskolen i 2018. Hun har udgivet bøger siden 2009, hvor hun debuterede på Politikens Forlag med billedbogen: "Noas Ark II." Siden er hun udkommet på flere forskellige forlag: Gyldendal Uddannelse, Lamberth, Carlsen, Calibat, Alinea, Fahrenheit & Alvilda. Der er i skrivende stund flere udgivelser på vej.

Line har undervist børn og unge i at skrive og arbejdet i en del år som lærer. Udover undervisningen hos Forfatterspirerne Skriveklub har hun også holdt skriveworkshop på Mosede Fort og Birkerød Bibliotek, hos Skolen på Nyelandsvej, Skolen på Islands Brygge mm. Hun har været med i Dansk Kunstnerråds pilotprojekt, Kunstner i Klassen (KIK), underviser desuden på Forfatterskole for unge på Ringsted Bibliotek og skal varetage undervisningen på det kommende Akademi K i Ringsted. 
Portræt og udgivelser:  Line Leonhardt 
Line underviser på Bibliotekshuset på Amager.

Henriette Rostrup

Henriette Rostrup (f. 1970) er født, opvokset og bosiddende på Nørrebro i København, har arbejdet som litterær agent i New York indtil hun selv kastede sig over gerningen som oversætter og forfatter med bøger som "I dag og i morgen" (2018) og ”Det år vi gik til begravelser” (2015).
Forfatterportræt Forlaget Fahrenheit: Henriette Rostrup 
Henriette underviser på Hovedbiblioteket og på Kulturstationen Vanløse.

Bausagerbooks om første bind i Henriettes triologi ’De dødes by’:
“Tanker ledes hen på Fluernes Herre, The Walking Dead, Skolen. Det er en roman om familie, venskab, tillid, overlevelse, det gode/onde og ikke mindst historier. Hvad er vi, når vi ingen historie har fra religionerne, vores familie, forældre, samfundet, litteraturen? Ingen historier til at læne sig op ad, spejle sig i, holde sammen. Rostrup kredser fint om dette tema.”

Caroline Ørsum

Caroline Ørsum (f. 1985) Ungdomsromanforfatter på evig jagt efter historier at folde ud. Altid med en idé eller fire boblende i baghovedet. Hendes drivkraft ligger først og fremmest i nysgerrigheden efter at prøve at forstå, hvorfor vi handler, som vi gør. Det starter tit med en relation. Noget, som bliver sagt eller gjort på en særlig måde mellem to mennesker. Og hun tager gerne den nørdede og skæve normbryders synsvinkel. Når hun skriver om og for unge, trækker hun på sine egne teenageår for ikke SÅ lang tid siden, men også på alle de daglige krumme-tæer-situationer, eftertænksomme oplevelser og små milde, hemmelige smil, som det heldigvis lader til, at hun konstant ramler ind i. Når hun ikke lige sidder og skriver, holder hun også foredrag – og får et kick ud af at undervise unge forfatterspirer i at skrive. 
Rosinante forfatterportrætter: Caroline Ørsum
Caroline underviser på Vesterbro Bibliotek.

Sandra Schwartz 

Sandra Schwartz (f.1979) er børne- og ungdomsforfatter, foredragsholder og skriveunderviser.Hun er optaget af den gode historie, der tager afsæt i den hverdag, som børnene og de unge kender, og de fantastiske universer, de drømmer om. Hun tror på, at en god historie bygger bro mellem verdener, drøm og virkelighed – og ikke mindst mellem mennesker.

Der har altid boet historier i mig. Jeg er blevet opflasket med ord, for jeg er så heldig at have en mor, der elsker at læse, og som, fra jeg var helt lille, tog mig med til det mest magiske sted, der findes – nemlig biblioteket. Og min farmor var en enestående historiefortællerske, som digtede dramatiske historier om Køkkenkniven, der blev skyllet ud med opvaskevandet og oplevede fantastiske eventyr rundt om i verden. Hendes stemme førte mig til fjerne steder og oplevelser, som har sat spor for livet. Så ord og historier er en del af mig, jeg ville være tom uden. Og der kommer heldigvis hele tiden nye til.
Rosinante forfatterportrætter: Sandra Schwartz
Sandra underviser på Valby Bibliotek.

Tilmelding til Forfatterspirerne på de fem biblioteker 

Herunder finder du et udvalg af undervisernes nyere udgivelser til tweens og teens: 

 

Spørg biblioteket