Novellekonkurrencen 2021

30.03.21
Novellekonkurrencen 2021 var en smule anderledes i år ved børnelitteraturfestivalen Vi elsker bøger - vi nåede langt ud: Grønland havde sendt et bidrag

Ligesom næsten alt andet under Vi elsker bøger-festivalen, foregik årets novellekonkurrence også online. Festivalens overordnede tema var i år ”Vidunderlige venskaber”, og det var derfor også temaet i novellekonkurrencen. Det stod de unge forfattere frit for, hvordan de ville fortolke temaet, og de kunne derfor gå mange forskellige veje. Eneste krav var, at det skulle handle om venskab, men om det var venskab mellem mennesker, dyr eller måske med en usynlig ven, var helt op til deltagerne at bestemme. Konkurrencen var for de 11 – 14-årige.

Workshops & inspiration

I månederne op til deadline for indleveringen af novellerne tilbød Københavns børnebiblioteker en håndfuld fantastiske online skriveworkshops med tre forskellige forfattere: Liv Ea Felumb Conrad, Sofie Boysen og Marie Louise Cornelius. Til hver workshop var der mere end 40 deltagere.

De dygtige forfattere underviste de skriveglade børn og unge i alt lige fra plot, indledning, midte, afslutning, sprog, hovedperson osv. Det var en fornøjelse at være med til, og man kunne tydeligt mærke skriveglæden boble blandt deltagerne.

D. 22. februar var der deadline for konkurrencen, og der indløb intet mindre end 41 noveller i mailboksen. Alle noveller blev læst, og rigtigt mange af dem sidder stadig i baghovedet på os, der læste novellerne.

Venskaber er vidunderlige

Vidunderlige venskaber kan fortolkes på mange forskellige måder, og det var tydeligt, at emnet vakte mange følelser i årets deltagere i novellekonkurrencen. Der var mange, der havde skrevet om nogle af de udfordringer, der kan være i et venskab, nogle havde inddraget Corona eller vinklet venskabet til Science fiction og magi, og så var der flere, der dykkede ned i store følelser som savn og sorg. Der var mange alvorlige emner, der blev taget op, og fælles for dem alle var, at novellerne var skrevet med en stor indsigt og dybde. Det var meget rørende at læse.

Efter at have nærlæst alle 41 noveller, blev 12 valgt ud og skulle fordeles på en førsteplads, andenplads og tredjeplads i de fire bydele Ø, N, V og S. Til præmieoverrækkelsen, der foregik online midt i festivalugen, fik de 12 vindende novelledeltagere først her at vide, hvilken placering, de havde fået. Det var fantastisk at se glæden blandt de unge, da det gik op for dem, at de havde vundet.

Fire vindere fra fire bydele

Vi har valgt at bringe de fire vindernoveller her, så I kan få en smagsprøve på det skrivetalent, der ligger og ulmer derude blandt vores børn og unge. Alle fire noveller har meget på hjerte, og de ramte os – lige i hjertet.

Vi håber, at alle i konkurrencen vil skrive videre og blive ved med at udvikle og udfordre sig selv, for der ligger så meget talent i samtlige 41 noveller, vi læste. Wauw!

Et tilbud til børn og unge med lyst til at skrive

Hos Forfatterspirenes skriveklubber er der mulighed for børn og unge at få professionel undervisning af dygtige undervisere. Alle vores undervisere er selv professionelle forfattere med flere udgivelser bag sig. Læs mere om Forfatterspirernes skriveklubber 

Håber vi ses til novellekonkurrencen næste år!