På vej: Læseklub om selvhjælpsbøger/selvudviklingsbøger

17.07.19
Hver 4. tirsdag kl 10-12 på Hovedbiblioteket

Interesserer du dig for selvhjælpslitteratur, og kunne du tænke dig at diskutere den med andre? 

Så har Københavns Biblioteker bøgerne og lokalerne til at starte en ny læseklub op. 

Selvhjælp og selvudvikling har længe været en populær genre, men har været i rivende udvikling de seneste år. Her har der bl.a. været en stigende tendens for såkaldt 'f*ck it'-litteratur: bøger, som fortæller om kunsten at være ligeglad. Som vores chefkonsulent Mikkel Christoffersen udtrykker det i Kulturmonitor: ".. det handler ikke bare om at trække på skuldrene af livet. Det er mere rituelt. Det handler om at tage en aktiv beslutning om, hvad man vil bruge sin energi på at tage sig af. På den måde er det jo en udstrakt langefinger til den samfundsmæssige forventning, man kan føle, om, at man skal engagere sig i alle mulige ting, sig ja hver gang der er arrangementer i børnenes institutioner, på arbejdspladsen og så videre. Pointen er ikke, at man skal være ligeglad med alt, men at begrænse de ting, man tager sig af -- eller giver en fuck for."

Læs også fx. dette indlæg på bogsnak.dk, hvor bøger som "Kunsten at være ligeglad" bliver anmeldt. 

Se hvad bibliotekerne ellers har af bøger indenfor selvhjælp  og selvudvikling ved at trykke på ordene.

Hvis du er interesseret i at være med til at starte en læseklub op, skal du skrive til pstage@kk.dk

Klubben mødes på 4.sal på Hovedbiblioteket. I bestemmer selv hvor tit, men som udgangspunkt hver 4. uge.

Forslag til starttidspunkt er tirsdag den 3. september kl. 10-12 på 4.sal, men et eftermiddagshold er også muligt. 

Der skal være minimum 5 tilmeldinger før læseklubben starter.  

Materialer
Spørg biblioteket