Træd ind i bøgernes verden på Københavns biblioteker til marts

13.01.20
Løft Pippi Langstrømpes hest, tag på banditstreger med Iqbal Farooq, snup en sejltur med Rasmus Klump og gå på opdagelse i Valhalla.

Gå på opdagelse, leg med og lev jer ind i sprællevende fortællinger, når Københavns bibliotekers børnelitteraturfestival, Vi elsker bøger, inviterer på en rejse ind i bøgernes verden. I år byder festivalen på et hav af sjove oplevelser, hvor I kan træde ind i velkendte børnebøgers legende universer. På samtlige biblioteker i København kan I dykke ned i en række unikke boguniverser, der alle har nogle vakse varyler i hovedrollen. Forneden kan du se et udpluk af de universer, som I kan opleve under festivalen.

Nørrebro Bibliotek elsker Iqbal Farooq

Hør moderne røverhistorier om Iqbal Farooq, når Nørrebro Bibliotek hylder Manu Sareens bogserie om Iqbal og hans familie. Besøg Farooq-familiens hood og lær alle opgangens skønne og skæve eksistenser at kende. På Nørrebro Bibliotek kan I nemlig tage med på banditstreger med Iqbal, der blandt andet byder på en hemmelig ismaskine, en indisk superchip og kronjuvelerne. Kridt danseskoene, når vi danser Bollywood med Global Kids. Oplev kemishow i bedste Iqbal-stil. Spis risalamande, mens du lytter til fortællingen om julesvineriet. Og mød manden bag Iqbal-serien, Manu Sareen.

Ørestad Bibliotek elsker Valhalla

Gå på opdagelse i Valhalla ligesom Røskva og Tjalfe, når Ørestad Bibliotek slår dørene op for et univers inspireret af alt det bedste fra Vikingernes verden. Som en hyldest til Peter Madsens ikoniske tegneserie omdannes biblioteket til en vikingelejr i særklasse. Oplev og deltag i fægtekampe, hør lurblæserne, gå amok i krea-workshoppen, leg vikingelege, hør vikingehistorier og mød manden bag Valhalla-tegneserien, Peter Madsen! Der vil også være mulighed for at smage lækker mad i bedste vikingestil.

Østerbro Bibliotek og Øbro Jagtvej elsker Rasmus Klump

På Østerbro er I i godt selskab med Rasmus Klump og hans venner. I Rasmus Klump-universet er alle vindere, alle er venner, alle er nysgerrige, og de løser opgaver sammen og hjælper hinanden. På Østerbros biblioteker kan især børn i vuggestue- og børnehavealderen gå på eventyrlige sanseoplevelser fra Rasmus Klumps univers. Se, rør og lyt jer gennem historierne om den nysgerrige søfarer. Kravl ind i en hyggelig læsehule eller tag på sejltur i det gode skib Mary, alt imens du går på opdagelse i Rasmus Klumps historier om at opleve verden sammen.

Vesterbro Bibliotek og kulturhus elsker Sallys far

På Vesterbro Bibliotek vil I kunne opleve et univers baseret på bogserien Sallys far af Thomas Brunstrøm og Thorbjørn Christoffersen. Ligesom Sallys far tager vi på campingtur, når vi bringer skovturen ind på biblioteket. I kan bl.a. slå lejr ved vores telt- og bålplads. Og hvis du, ligesom Sallys far, har svært ved at holde på bandeordene, har vi råd for det med en bandekasse. I kan også møde Thomas Brunstrøm i egen person og spille på retro spilkonsoller fra dengang far var ung.

Københavns Hovedbibliotek elsker Pippi

På Københavns Hovedbibliotek i indre by kan I opleve Pippi Langstrømpes univers. Mød Pippi Langstrømpes prikkede hest og se om du kan løfte den over hovedet ligesom Pippi. Du kan også klæde dig ud, høre kufferthistorier om den stærke pige samt tegne, male og bygge i bedste Pippi-stil. Skrål dagen ind på vaskeægte Pippi-manér, når vi synger morgensang i bibliotekets foyer.

Vi elsker bøger finder sted d. 23.-29. marts 2020 med et hav af aktiviteter og oplevelser for børnefamilier, daginstitutioner, skoler og fagprofessionelle på 20 folkebiblioteker i København. Under festivalen kan I, ud over fantastiske boguniverser, opleve forfattermøder, booktalks, readathon, tegneworkshops, filmvisning, højtlæsning, teater og meget mere. Følg med og få løbende nyheder her på bibliotek.kk.dk, gennem vores Facebook- event eller tilmeld dig vores nyhedsbrev for at få direkte besked.