10 gode letlæsningsbøger - og tips til at understøtte den første læsning

Selvom skolestart er mange måneder væk, så er det noget der ligger mange forældre på sinde. Når børnene begynder i skole, skal forældrene nemlig lære et helt nyt sprog - hvad er lix- og lettal egentlig? Og de skal finde ud af hvordan man bedst understøtter børnenes allerførste selvstændige læsning?

Det har vi forsøgt at give en god forklaring på og guide til på denne side.

Men der skal også læses en hel masse bøger - og hvad er gode letlæsningsbøger, når der ikke er tekst nok til en egentlig historie? Vores børnebibliotekar har fundet 10 begynderlæsningsbøger til dem der enten lige er startet med at lære at læse eller som ikke er helt trygge i det og skal træne læsningen. Bøgerne er alle lydrette og har ingen drillelyde.

Her får I desuden nogle gode tips til, når barnet skal lære at læse:

Gode tips til at understøtte barnets første læsning

Måske er du vant til at snakke med dit barn om, hvad I har læst efter at I har læst en bog sammen, men faktisk viser forskning, at børn får mere ud af læsningen, hvis I taler om bogen INDEN I læser den. I kan for eksempel snakke om, hvad bogen mon handler om udfra billedet på forsiden og bagsideteksten. Det giver også bonus, at snakke med dit barn om bøgerne, mens I læser dem, blandt andet om de forskelige ord, der var svære at forstå. Og sidst, men ikke mindst, skal du stadig tale med barnet om bogen, efter I har læst den.

Det betyder altså:

1: Tal med barnet om bogen, inden I læser den. Hvad er der på forsiden? Hvad tror barnet den handler om?

2: Tal om bogen, mens I læser den. Hvad betyder ordene? Hvorfor gør personerne som de gør?

3: Tal om bogen, efter I har læst den. Skete der det barnet forventede? Hvad overraskede? Var det en god bog?

Barnet skal lære at læse i skolen - naturligvis - men for at blive en stærk og sikker læser skal der trænes, også derhjemme. Og det er ikke nok at sætte barnet alene med letlæsningsbøgerne. Ofte har barnet brug for hjælp til at afkode svære og ukendte ord, derfor er det en god ide at gøre det til en familieaktivitet. Læs sammen. For at lære at læse skal man læse højt, ikke indeni til at starte med. I kan skiftes til at læse højt for hinanden eller barnet kan læse højt for dig. Er barnet meget usikker og bange for at lave fejl, kan det hjælpe at læse højt for en bamse, mens du går lidt væk, så du stadig er i nærheden, men bamsen er den primære tilhører. Bamsen er en neutral tilhører, som barnet ikke har behov for at imponere; derfor kan 'bamseteknikken' fungere for nogle børn.

Prioriter læsning.

Læs i din egen bog, mens barnet læser. træner I at læse indeni kan du benytte lejligheden til at være det gode eksempel. Hvis man ønsker at ens børn skal prioritere læsning, skal man også selv gøre det, så benyt lejligheden til at få læst den krimi eller fantasyroman du har haft liggende. Læs højt så længe barnet gider høre det. Lad være med at droppe højtlæsningen, selv når barnet begynder at kunne læse selv. Udover at det er hyggeligt og skaber et særligt bånd mellem barn og oplæser, så hører barnet masser af nye ord og udvider sit ordforråd, selvom det ikke selv læser.

God læsning og vi ses på biblioteket!

Børnebibliotekar Kathrine Pachniuk

Materialer
Spørg biblioteket