10 magiske sommerbøger

23.06.23
Magisk realisme forbindes suverænt med Sydamerika og Japan, men hvis du også har overset nogle af de nyere bøger i genren, kan du her få udvidet horisonten.

Magisk realisme er en genre, som suverænt forbindes med Sydamerika, hvor især forfattere som Gabriel García Márquez og Isabel Allende er de helt store stjerner. Senere har en forfatter som Haruki Murakami også indfundet sig, men hvis du også har overset nogle af de nyere bøger i genren, kan du nu få udvidet horisonten!

Magisk realisme i Norden

Der er begyndt at dukke en del magisk realisme op i vores lille hjørne af verden. Herhjemme slår Charlotte Weitze med sin bog "Rosarium" de magiske toner an i menneskets møde med naturen. Også i finske Juhani Karilas "Jagten på den lille gedde" er mennesket vidne til sammenblandingen af natur og magi. Magisk realisme kan også være en måde at levendegøre noget mytisk, hvilket ses i både "Mørke cyklister" af Charlotte Weitze og "CoDex 1962" af islandske Sjón. Her er det henholdvist folkefortællinger og myten om den jødiske golem, der bliver udforsket. 

Magisk realisme og kvindefrigørelse

At kalde Shahrnūsh Pārsı̄'pūrs værk "Kvinder uden mænd"for nyere magisk realisme er måske at strække den lidt, for egentlig har hun skrevet den i 80'erne, i samme periode som Isabel Allendes "Åndernes hus". Alligevel er det kun i de sidste år, at hendes bøger er blevet oversat til dansk, og derfor er hun nyere herhjemme. For nyligt blev også "Frie Oplevelser" udgivet på dansk, der ligesom sin forgænger er magisk realisme. Pārsı̄'pūr skriver med en mere kønskritisk vinkel, hvor hun mesterligt viser, hvad man kan bruge genren til, når emner som kvindefrigørelse og kvindeliv er i fokus. En lignende tematik finder man i finske Selja Ahava, der har skrevet "Kvinden der elskede insekter", der dog også opholder sig ved naturtemaet. 


Trænger din sommer til et strejf af magi, kan du finde alle bøgerne nedenfor.

God læselyst!

 

Oprindeligt skrevet af Emilie, eReolen og Norddjurs Bibliotekerne

Tags
Materialer