10 supergode bøger til din efterårsferie

Efterårsferien nærmer sig, men hvad skal du læse? Her er bibliotekets ti bedste bud.

Efterår under tæppet

Det er blevet den tid på året, hvor solens stråler er mere sparsomme, og vejret indbyder til at krybe ind under et varmt tæppe med en kop the og en god bog. Det er efterår. Hvad er mere oplagt end at sætte sig godt til rette under det varme tæppe med fx ”Efterår”, en roman om venskab og kærlighed, tiden og kunst, som sætter mange tanker i gang. Kan du ikke helt give slip på solen og dens stråler, anbefaler vi ”Efter solen” eller ”Solens kerne”. To glimrende bøger, der giver dig sol tilsat dystopisk samtidskritik og kønspolitisk sci-fi.

Bøger med humor og bid

Går du efter en efterårsferie med smil på læben og et lille grin inden i, så er ”Lejlighed til deling” et godt bud på din efterårslæsning. Det er en underholdende og romantisk historie for alle fans af utraditionelle kærlighedshistorier med dybde. Humor og bid finder du også i ”Hver dag starter det forfra” med dens ærlige illustrationer af hverdagslivet på barsel og i ”Døgnkioskmennesket” om Keiko, der arbejder i en døgnkiosk. Hun nyder det rutineprægede liv, hvor hun trods sin anderledeshed passer ind. Desværre forventer folk omkring hende, at hun finder en mand, så hun laver en aftale med kollegaen Shiraha, men hvor langt skal man egentlig gå for at virke normal?  

Tankevækkende bøger om de nære relationer

I ”De nærmeste” foregår et stille familiedrama mellem linjerne. Anna og hendes søskende skal begrave deres forældre, men der er noget, de er uenige om. Med ”De nærmeste” får du en smuk og tankevækkende familieroman om de nærmeste, som ikke altid er nærmest.  Der er også zoomet helt ind på de nære relationer i ”Det vanskelige lys”. Efter en alvorlig trafikulykke lever Jacobo med så store smerter, at han beslutter sig for at få aktiv dødshjælp i Portland. Fra New York følger familien hvert minut rejsen uden at vide, om frygt eller fortrydelse vil forpurre Jacobos beslutning.

Spændende og foruroligende bøger

Hvis du er til en mørk og foruroligende fortælling med sort humor, så er det ”Vi har altid boet på slottet”, du skal læse dette efterår. Bogens første fængende linjer lyder: ”Mit navn er Mary Katherine Blackwood. Jeg er atten år gammel, og jeg bor sammen med min søster Constance. Jeg har ofte tænkt, at jeg med lidt held kunne være blevet født som varulv, for de to midterste fingre på begge mine hænder er lige lange, men jeg har måttet stille mig tilfreds med det, jeg har”. Spændingen og uhyggen er også sikret fra første til sidste side i thrilleren ”Den gode datter”. To teenagesøskendes liv tager en voldsom og blodig drejning, da vrede borgere i en lille by tager en grusom hævn over pigernes far, en berygtet forsvarsadvokat.