17 nye læsesteder i byen

Den 29. september åbnede Københavns Metros nye Cityring, og med den 17 fremragende, storartede anledninger til at læse dig ind på hovedstadens forskellige bydele. Fat metro- og lånerkort!

Klik på billedet for at se kortet i stort format

Vibenhus Runddel
Hans Jørgen Nielsen: "Fodboldenglen"

Velkommen til Vibenhus Runddel: måske to minutter længere væk fra Parken end Trianglen, men perfekt, hvis I skal slingre forbi Café Samsø inden kampen. Er dette en realistisk læsepause? Vores bibliotekardom er: Muligvis. Til dette foreslår vi Fodboldenglen; en oprigtigt gribende udforskning af skrøbelig maskulinitet fra tiden før Jørgen Leth gjorde skægpillende Messi-er-faktisk-en-meditation-over-det-sublime-sportssnak til et uundslippeligt indslag på hver. eneste. bytur. 

Poul Henningsens Plads
Leif Panduro: "De uanstændige"

Du er stået af på Poul Henningsens Plads, hvilket kun kan betyde én ting: tid til at afvise fortidens barnagtige autoritetstro og investere massivt i din indendørsbelysning. Start et Politiken-abonnement! Anlæg hentehår og begynd at ryge pibe! Her findes intet bedre sted at begynde karrieren som kulturradikal vogter af samfundsmoralen end med Leif Panduros "De uanstændige". Din dansklærer vil glæde sig.

Trianglen 
Thit Jensen: "Den erotiske hamster"

Ligesom Trianglens tre sider forener Østerbrogade, Blegdamsvej og Øster Allé i en slags trafikal menage á trois, således kolliderer Thit Jensen, dennes uduelige ægtemand og intrigante veninde i Jensens hævnroman fra 1919 om det trekantsdrama, som imploderede hendes ægteskab med maleren Gustav Fenger. Masser af Temptation Island-energi; ubegribeligt god titel; kan ikke gå galt.

Østerport St
Helle Helle: "Forestillingen om et ukompliceret liv med en mand"

Du er stået af ved portalen til Østerbro; et kvarter, der ærlig talt mobbes rigeligt som sagerne står (foruroligende entusiasme for at stå i kø foran Juno The Bakery, mødregruppefascisme, speltpeltspeltspeltspeltspelt). Vi vil derfor nøjes med en diskret anbefaling af en terapeutisk Helle Helle-roman om en helt almindelig kvinde med et helt almindeligt liv, som lejlighedsvis drømmer om at skrive sin mands nekrolog. Et emne, der bedst beskrives som ’uhyre Østerbro’.

Marmorkirken
Kevin Kwan: "Rige menneskers problemer"

Frederiksstaden er mange ting (Medicinsk Museion! Borgerkroen! Alle kirkerne!), men har også en udpræget gamle penge-energi. Fast bord på D’Angleterre, ved, hvordan man binder butterfly; den slags. Tillad os at anbefale Kevin Kwans Crazy Rich Asians-trilogi: en hjerteskærende tour de force om, hvor ærlig talt enormt hårdt det er at være international multimilliardær. 

Kongens Nytorv
Johan Ludvig Heiberg: "Elverhøj"

Den rejsende til Kongens Nytorv kan have mange ærinder, men intet som en aften i Det Kongelige* giver samme ret til at fnyse bedrevidende af dine venner og deres Netflix og baconchips. Og hvilket bedre sted at starte end med kongerigets nationalskuespil om elverfolk, forbyttede børn og Kong Christian IV, som alfaderligt redder dagen? Ekstra points hvis du terper nok til at kunne korrekse teaterguiden i pausen. 

*Teater? Sure. Operaen? Også fint. Balletten? OK, så længe det ikke er den med Bamse; den gælder ikke til dette formål. 

Gammel Strand
Hans Kirk: "Fiskerne"

Det kan være, at Sjællands fede agre mest opfostrer slappe landkrabber, men med metroens åbning er Fiskerkonen vendt tilbage til sin plads ved Gammel Strand. Her står hun, omringet af fortovscafeer og burgøjserkontorer, men parat ligesom fiskerne i Hans Kirks mesterværk til stovt og urokkelig fordømmelse af nutidens ungdom og med dens Tinder-dates og grundtvigianske fjanteri på præstegården. 

Rådhuspladsen
Naomi Klein: "No Logo"

Så er der dømt storby! Du er stået af på Rådhuspladsen, et kværnende senkapitalistisk neonvirvar af masende turister, polterabend-grupper og teenagere i strækmarch mod Urban Outfitters. Tag en dyb, beroligende indånding og stiv dig selv af med en solid dosis rasende ned-med-markedet-antikonsumerisme fra amerikanske Naomi Klein. 

København H
Jean-Paul Didierlaurent: "Læseren i morgentoget"

Ærlig talt: bogudvalget til Hovedbanen kunne have været en hvilken som helst anden roman, så længe den tjener til effektiv, målrettet virkelighedsflugt. ”Jamen,” stammer du, ”hvad med Ole Jastraus Berlintog i slutningen af Hærværk?” Nej. ”Hvad med Ida fra Krøniken, der ankommer blåøjet og håbefuld med firetoget? Nej. ”Jan Sonnerg-” Nej. Der er 32 minutter til toget kommer, og der er en skoleklasse på vej på udflugt; næsen i bogen og hold din mund. 

Enghave Plads
Tomas Espedal: "Elsken"

Du er stået af på Enghave Plads, og hvis du ikke pt. har startet et mikrobryggeri, er du allerede faldet græsseligt ved siden af. Du kan dog nå at kamuflere dig med det rette læsestof, nonchalant tittende op af en økologisk mulepose. Bogen er: sort og ensfarvet eftersom forsideillustrationer er ’meget 2017’, skrevet af en vranten nordmand og handler om en mand, der har besluttet sig for at dø. Det litterære sidestykke til en trenchcoat med stumpebukser og bøllehat. Det eneste, ungdommen vil have i dag. 

Frederiksberg Allé
Dorthe Nors: "Spejl, skulder, blink"

I nutidens globaliserede virkelighed må København indrømme, at dagene som monokultur er ovre: Størstedelen af byen er i dag beboet af eksiljyder. Som en guide over kulturkløften anbefaler vi fx at starte med Dorthe Nors’ tragikomiske fortælling om vestjyden Sonja, som kæmper med hjemve efter de jyske vidder imens hun kludrer omkring i Frederiksbergs vejnet i håb om at bestå sin køreprøve.  

Frederiksberg
Julian Fellowes: "Fine fornemmelser"

Ah, Frederiksberg: statelige boulevarder med hvidmalede patricierboliger, hvor du kan åbne vinduet i tryg vished om din ret – ret, goddamnit – til at kunne skimte mindst ét kommunalt velplejet lindetræ. Julian Fellowes’ roman følger en middelklasseopkomlings forsøg på at sleske sig ind i den britiske overklasse, så ikke alt for fremmedartede tematikker her. Velegnet fx til ventetiden imens du spoler henover tjenestefolk-scenerne i Downton Abbey. 

Aksel Møllers Have
Emma Hamberg: "Svømmeprøven"

Frederiksberg er skam ikke kun hvidmalet patriciervelstand; det er også lige akkurat et stk. svømmehal. På vej for at hente nydeligt vandkæmmet afkom fra svømmetræning? Venter du på at blive syltet ind i aromatisk spa-kompost? Alt sammen fremragende, storartede anledninger til en omgang svensk feel-good-svømmekursus-midtvejskriseromantik. 

Nuuks Plads
Kim Leine: "Profeterne i Evighedsfjorden"

Grønland: Slædehunde! Nordlys! Igloer og rensdyrjagt! Julemanden bor der! Var der mere? Ja. Det var der. Kim Leines beretning om en fordrukken missionærpræsts Grønlandsfærd i slutningen af 1700-tallet er en karsk indføring i landets smertefulde historie og menneskets svagheder. Advarsel: danskerne kommer ikke pænt ud af historien. 

Nørrebros Runddel
Dan Tùrell: "Mord ved Runddelen"

Måske er Runddelen i dag mere kaffedate-på-Lagkagehuset end dødsdruk på klistrede brune værtshuse. Men ingen gennemgang af de københavnske brokvarterer uden et nik til Onkel Danny, hvis ’Mord’-serie tager dig tilbage til København som hårdkogt, regnvåd firserstorby. 

Nørrebro
Jamal Bendahman: "Ash-Shaheed [Vidnet]"

Hipsterbarer? Graffiti? Årligt mesterskab i shawarma? Nørrebro er en mosaik; en sand patchworkdyne af en bydel. Stift bekendtskab med nutidens KBH N i Jamal Bendahmans psykedeliske debut om den unge, rodløse Younes, som prøver at navigere flygtige affærer, litterære ambitioner og en virkelighedsbøjende oplevelse med en grøn larve i De Gamles By. 

Skjolds Plads
Frans G. Bengtsson: "Røde Orm"

Fra fortids- til nutids- til oldtidsnørrebro: Velkommen til vikingekvarteret! Et helt byområde dedikeret til at hylde nationens fortid som hærgende, plyndrende, tisdrikkende voldtægtsmænd. Modigt valg, alt i alt? I hvert fald alt sammen ting, som findes i overflod i Bengtssons klassiske vikingerøverhistorie om Røde Orm.  

Se også vores anbefalinger til 17 børnebøger til cityringen

24.09.19
Filer