3 gode til godnat 0-2 år

Dit børnebibliotek anbefaler tre skønne bøger til hygge ved sengetid.

Godnathistorien kan være et helle i en travl hverdag. Der hvor børn og voksne kommer tæt på hinanden, får vendt dagen og får ro på inden det er tid til at sige godnat. Vi har fundet tre gode bud på godnat læsning som også egner sig specielt godt til tre forskellige situationer:

En for dem som skal sove hos andre…

”Hvem sover ikke” af Stina Wirsén.
Kanin og Nalle glæder sig til at sove sammen. Men da det bliver aften, får kanin en smule kolde fødder. Han savner sin familie og er ikke sikker på, at han kan undvære dem en hel nat.

En til dem der er lidt bange…

”Lille Krokodille kan ikke sove” af Birdie Poulsen.
Lille Isbjørn og Lille Krokodille leger monstre, men da det er tid til at komme i seng, bliver Lille Krokodille lidt bange og ser et monster i mørket. Heldigvis er det bare katten!

En med hjælp til dem, der ikke kan sove…

”Natbjørnen Tjuga – søvnmeditation for de allermindste” af Emilie Melgaard Jacobsen.
Bjørnen Tjugga skal besøge natskoven. Der er stjerner på himlen, der blinker og viser vej. I natskoven er et stjernetræ, hvor der hænger søvnige stjerner på, som Tjugga plukker. Stjernerne er fyldt med stjernestøv og når man snuser til det, bliver man søvnig.