Berusende litteratur – litteratur om beruselse

Beruselse og inspiration

Alkohols inspirerende egenskaber er velkendte og som med alt andet var de gamle grækere også her nogle af de første på pletten. I Platons "Symposion" kan man således læse hvordan Sokrates og en håndfuld venner mødes til et drikkegilde for skiftevis at holde taler for Eros.

 Vi behøver imidlertid ikke at bevæge os sydpå for at finde eksempler på samspillet mellem de våde varer og digtekunst, også vikingerne kædede beruselse og inspiration sammen. I Peter Madsens "Mysteriet om Digtermjøden" kan man følge hvordan Odin med en blanding af list, forførelse og hårdt arbejde får fingrene i den mjød der giver skjaldene deres digterevner.

Om sammenhængen mellem inspiration og beruselse er mere end en myte skal vi ikke afgøre her, men blot konstatere at også en god portion af vor tids forfattere har haft et familiært forhold til spiritus. Særligt USA har ry for at producere både hårdtdrikkende skribenter og bøger, hvor alkoholdampen står op fra siderne. Nedenfor følger en række forslag til berusende læsning, primært fra den danske og amerikanske litteratur, med en enkelt afstikker til Rusland.

Ernest Hemingways ungdomsværk "Og solen går sin gang" fra 1926 er et mesterværk ikke bare i druklitteraturen, men i verdenslitteraturen. Handlingen udspiller sig i Paris og Pamplona blandt eksilamerikanere med Jake Barnes som den desillusionerede fortæller. Gennem bogen flyder alkoholen ligeså selvfølgeligt som de velskrevne replikker, og hvis man vil stifte bekendtskab med Hemingways berømte isbjergsteknik er dette stedet at starte.

F. Scott Fitzgeralds "Den store Gatsby" fra 1925 er den anden store klassiker fra de brølende tyvere, og her spares der heller ikke på de berusende drikke når rigmanden Gatsby med en overflod af fester og champagne forsøger at vinde sin ungdoms kærlighed Daisy Buchanan tilbage.

Ingen liste over druklitteratur uden Charles Bukowski. Bukowskis debutroman "Post Office" er et humoristisk hovedværk i forfatterskabet, det amerikanske samfund set fra bunden gennem et massivt alkoholindtag, serveret med galgenhumor og kynisk fuldemandsvisdom.   

Alle tiders danske druk-klassiker er uden tvivl Tom Kristensens "Hærværk". En roman om digter og litteraturanmelderen Ole Jastraus selvdestruktive hærgen gennem det københavnske natteliv, en nøgleroman der rækker langt udover sin samtid.  

Prisen for Danmarks mest berømte dranker må imidlertid gå til Ludvig Holbergs "Jeppe paa Bjerget", den uduelige og fordrukne bonde Jeppe, der en dag vågner op i baronens seng.  

Ikke helt så berømt, men til tider ligeså fordrukken er Holbergs samtidige Johannes Ewald, der i sin "Levnet og Meeninger" leverer en guddommelig sammensmeltning af beruselse, forelskelse og fantasi. Vi følger den unge Ewalds dristige planer om at lade sig hverve som preussisk husar og hans drømme om en lynkarriere, der vil sikre at han kan vende triumferende hjem og vinde sin elskede Arendse. Der kommer imidlertid en flaske vin mellem ham og de højtflyvende planer, og det kommer der en himmelsk drukscene ud af. 

Hvis der er et folkefærd der kan giver danskerne kamp til stregen i en drukkonkurrence må det være russerne, og et veloplagt sted at starte er romanen "Moskva-Petusjki" af den russiske forfatter Venedíkt Jeroféjev (1938-1990). Moskva-Petusjki følger drukkenbolten Venjas særdeles berusede togrejse fra Moskva til provinsbyen Petusjki, en rejse hvor Sovjetruslands utrøstelige betonkommunisme ses gennem den fordrukne ballademagers alkoholtåger.