Bibliotekaren finder favoritter på eReolen 3

Sidsel Falsig Pedersen vender sig mod fremtiden

Sidsel Falsig Pedersen

- debuterede med digte i Hvedekorn i 1994 og i 1997 kom hendes første prosaudgivelse: en samling noveller "En hel dags kærlighed".

Herefter er der kommet en lind strøm af udgivelser fra Sidsel Falsig Pedersen senest romanen i 2020 "Svaret kommer med posten". 

Jeg er rigtig glad for forfatterens underspillede stil og samtidig jegpersonens sprudlende tankestrømme. Som fan holder jeg derfor øje med alt, som der kommer fra den kant. Her i denne artikel plukker jeg ganske kort et par stykker ud. De fleste af forfatterens udgivelser findes på E-reolen. 

Svaret kommer med posten

Sidsel Falsig Pedersens jegpersoner ligner såmænd hinanden. Usikre, angste, paranoide og noget skrøbelige og så ind imellem er de bare så fandenivoldske.

I den seneste roman "Svaret kommer med posten" - som endnu ikke er kommet på E-Reolen - virker omgivelserne dog mere science fiction-agtige med overvågning i et noget kontrolleret samfund, hvor arbejde, bolig og fritid hænger uløseligt sammen.

- Virkelig en spændende vinkel, som forfatteren her tager hul på. 

Jegpersonen - en ung kvinde - har kun een tryg relation i tilværelsen: sin tidligere kæreste Villy - som også er på vej væk. 

Hestens fødselsdag

Tilbage til E-Reolen, hvor "Hestens fødselsdag" af samme forfatter kan findes på både e-bog og lyd (blå titel). 

Jegpersonen er en ung kvinde, der starter i nyt job, efter at være blevet fyret fra det tidligere - fordi hun havde bidt sin chef.

I sit nye job skal hun gøre rent i en forlystelsespark. Der er på den måde tale om et vendepunkt for kvinden også fordi, at hun samtidig ønsker, at bryde med sin kæreste.

Det er svært for hende at handle efter egne ønsker, da det slet slet ikke er let, at finde ud af, hvad hun egentlig ønsker.  

Flora

På E-Reolen kan du på både e-bog og lyd finde Sidsel Falsig Pedersens lille roman "Flora" om tvillingesøstrene Rosa og Flora, der rejser til sydeuropa for at besøge deres onkel, der er indlagt med paranoia.   

De to søstre har ikke det bedste forhold.... Bl.a. fordi Rosa er påvej ud af sit forhold med Floras tidligere kæreste. Noget rod at have i skabet, når man gerne som søstre vil være tætte. Rosa vil rigtig gerne være tæt med Flora, som tydeligt stritter imod.

- Også i denne fortælling har hovedpersonen Flora svært ved at finde ud af, hvad hun egentlig ønsker sig af livet. 

Flora indlæser noveller til lyd - noveller, som hun igen og igen føler, der burde have en helt anden handling og slutning. 

Denne lille roman er virkelig en perle i Sidsel Falsig Pedersens forfatterskab. 

Materialer