Bibliotekarerne anbefaler bøger, der er bedre end filmen

Hver sidste torsdag i måneden anbefaler 2 af Vanløses bibliotekarer bøger. I april var det Cæcilie og Julie, der anbefalede bøger, og denne gang var temaet bøger, der er bedre end filmen. Som altid, er det lidt svært at begrænse anbefalingerne - derfor er der denne gang 9 anbefalinger.

Cæcilies anbefalinger:

Safran Foer: Ekstremt højt og utrolig tæt på

Oscar er en meget gammelklog 9-årig dreng i New York. Han mistede sin far ved tvillingetårnenes kollaps og er både i dyb sorg og angst for nye angreb. En dag finder han i faderens efterladenskaber en nøgle i en kuvert, hvorpå der står Black, og han beslutter at opsøge alle i NY med det navn for at finde låsen og måske finde ud af mere om sin far. Det bliver en odyssé gennem et utal af forskellige skæbner. Bogen er utrolig velskrevet og er en helt særlig oplevelse med sort-hvide billeder og forskellig typografi, der understøtter historien. Det er en stærk bog om sorg, der både er tankevækkende, grotesk og til tider humoristisk. Bogen er filmatiseret med blandt andre Sandra Bullock og Tom Hanks i hovedrollerne, men filmen er efter min mening ikke særlig vellykket, så læs Ekstremt højt og utrolig tæt på - bogen er meget bedre end filmen! 

Schlink: Højtlæseren

Den 15-årige gymnasieelev Michael forelsker sig i den 20 år ældre Hanna, og gennem flere måneder har de i al hemmelighed et lidenskabeligt - men langt fra jævnbyrdigt - forhold til hinanden. Pludselig rejser Hanna fra byen, og Michael genser hende først adskillige år senere i en retssal, hvor han er til stede som jurastuderende, og hun er anklaget for naziforbrydelser. Hun idømmes livsvarigt fængsel. Michael ved, at Hanna er analfabet og en videregivelse af denne information kunne givetvis have mildnet Hannas straf, men efter mange overvejelser vælger han at tie. Højtlæseren er en meget smuk og bevægende roman om kærlighed, skam og skyld. Bogen blev filmatiseret i 2008 med Kate Winslet i hovedrollen. Rollen indbragte hende en Oscar – alligevel vil jeg klart anbefale bogen frem for filmen.

Strayed: Wild - en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen

Som 22-årig går hele Cheryls liv i stå. Hun mister alt. Samtidig med at hendes ægteskab går i opløsning, dør hendes mor, og hun ser ingen anden udvej end at gå til i en verden af stoffer og usikkerhed. Efter 4 år rammer hun bunden og bliver nødt til at finde en vej ud af stofmisbruget og sorgen. Hun tager en drastisk beslutning og begiver sig ud på en 2000 km lang vandretur langs USA's vestkyst, selvom hun aldrig har vandret før. Wild er en livsbekræftende og inspirerende biografisk fortælling om at give sig selv og livet en chance mere. Bogen blev filmatiseret i 2014 med Reese Witherspoon i rollen som Cheryl.

Foenkinos: Delikatesse

Den unge Nathalie møder Francois, og de gifter sig og får 7 gode år sammen. Så dør han pludselig, og Nathalie helliger sig i sorgen sit arbejde i et IKEA-ejet selskab. Hendes chef Charles er betaget af Nathalie og prøver ihærdigt at vinde hende, men hun udviser ingen interesse. Til gengæld indleder hun et forhold til den anonyme svenske kollega Markus, til Charles' store fortrydelse. Kontorlivets udfordringer, det psykologiske spil og kærlighedsdramaet er beskrevet på en spidsfindig og humørfyldt måde. En underfundig lille roman, der båder fremkalder smil og eftertanke. Audrey Tautou spiller Nathalie i den fine franske filmatisering af bogen, som næsten er lige så god som bogen.

Lemaitre: Vi ses deroppe

Frankrig år 1918, 1. verdenskrig er endeligt ovre, hundredetusinder af franskmænd er døde, endnu flere traumatiserede. Alfred og Édouard er bare to af de hjemvendte og alligevel ikke som alle andre. Édouard skifter identitet i krigens sidste minutter, hans underansigt, hans stemme og fremtid er forsvundet. Det eneste han ønsker er at dø. Alfred skylder Édouard sit liv, han nægter at forlade ham og påtager sig opgaven som sygepasser. Tilværelsen syner mere og mere dyster, indtil Édouard får ideen til et helt fantastisk svindelnummer, et fupnummer, som vil ændre alt. Et skarpt portræt af Frankrig i 1920’erne og livet som krigsveteran. Lemaitre skriver nuanceret, sprudlende og sarkastisk, så man kan ikke undgå at trække på smilebåndet. Filmatiseringen fra 2017 er flot, men slet ikke så nuanceret som bogen.

 

Julies anbefalinger:

Ready player one – Ernest Cline

Wade Watts søger tilflugt i det globale onlinespil OASIS, et virtuelt utopia med mere end 10.000 planeter og uendelige muligheder. Et sted i dette virtuelle staraffenland har skaberen af OASIS, James Halliday, skjult en række gåder og udfordringer, som alle relateret til 1980’erne. Den person som først løser dem arver. Hallidays enorme formue og kontrollen over OASIS! Men gåderne er svære. En dag efter mange års søgen løser Wade endelig den første gåde, og så starter spillet om OASIS.

Bogen har masser af 80’er referencer, action og er helt sikkert en af de bedste bøger, jeg har læst. Derfor var skuffelsen også stor, da jeg var med fire veninder i biografen for at se den. Min veninde Line og jeg havde begge læst bogen – og vi var decideret vrede, da vi kom ud i lyset igen. Til gengæld var mine tre veninder, som ikke havde læst bogen forinden begejstret. Der er ingen tvivl om, at Ready player one filmen er et actionbrag – den har bare ikke noget med bogen at gøre. Jeg anbefaler, at man ser filmen først, og derefter læser bogen!

Hypnotisøren – Lars Kepler

Eneste overlevende efter en brutal nedslagtning af familien, en teenagedreng, kan måske fortælle om gerningsmanden, hvis han hypnotiseres. En jagt med døden i hælene starter med kriminalkommissær Joona Linna i spidsen. Netop Joona Linna er hele grunden til at man skal læse Hypnotisøren (og de andre bøger i serien). Linna er velfunderet, klog og respektindgydende og ikke bleg for at benytte ukonventionelle metoder i efterforskningen. Bogen er uhyggelig, uforudsigelig og en page turner af rang. Hvor bogen bliver siddende i kroppen, er det bestemt ikke tilfældet med filmen. Er man vild med filmene i Millennium-trilogien, kan man dog sagtens give filmen en chance.

Det onde/ It – Stephen King

Den amerikanske provinsby Derry rystes af en række grufulde forbrydelser mod børn, begået af "Det Onde" i form af klovnen Pennywise. Syv børn tager kampen op mod ondskaben - og må 30 år senere vende tilbage til byen, da historien gentager sig. Jeg er vokset op i 90’erne og af en eller anden grund, fik jeg lov til at se med, da Det onde blev vist på tv. Skræmt fra vid og sans, gik der mere end 20 år før jeg begav mig i kast med at læse Det onde. Det er ganske enkelt for længe, for hold nu op, Det onde er fantastisk litteratur. Det er en fornøjelse at læse om, hvordan børnenes venskab giver dem en enorm styrke! Filmatiseringerne af Det onde, både den fra 1990 og 2017 er udmærket. Filmene bliver desværre en smule fjollede (om end Tim Curry er Pennywise), og rammer aldrig den creepy stemning, der er i bogen.

Simon vs. verdens forventninger – Becky Albertalli

Simon er 17 år, på sit tredje år i high school og 100% bøsse. Han er bare ikke klar til at springe ud endnu. Men det valg bliver taget fra ham, da han glemmer at logge ud af en af skolens computere, og et par private e-mails falder i de forkerte hænder. Personerne i bogen føles virkelige, særligt Simon! Han sjov, mærkelig og kærlig, men også ret egoistisk til tider, og det er det, der holder historien på jordniveau. Det er egentlig lidt snyd at tage Simon vs. verdens forventninger eller som filmen hedder Love, Simon med – for filmen er ikke dårlig, den er mindst lige så god som bogen. De er begge din tid værd, læs bogen og se filmen!

Tags