
BogDate - en ny litteraturpodcast ude nu
Af Claus Vittus – podcastredaktør, Københavns Biblioteker
Definitionen på dating er et møde med en anden person, som måske kan føre til et tættere forhold. Det er også konceptet bag den nye podcast BogDate fra Københavns Biblioteker. Her er det så bare bøger, som lytteren skal møde og muligvis blive forelsket i.
Find første afsnit og måske din kommende BogDate her
”Podcasten BogDate præsenterer fire forskellige bud på, hvad man kan tage med hjem i sofaen eller i sengen og hygge sig med. Altså af bøger.” siger BogDate-værten Claus Vittus, der har været kulturjournalist og vært på DR P1 siden 2000. ”Hvis man ikke kan lide den ene bog, så er der mulighed for at møde en anden bog lige bagefter. Det er ikke speeddating, så der er både plads til at fordybe sig og komme vidt omkring”.
Inspiration fra bryllupstraditionen
Podcasten kommer i første omgang hver måned. Udvælgelsen af de fire bøger til podcasten sker med inspiration fra bryllupstraditionen om at bruden skal bære noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget blåt.
”Vi har aktuelle bøger, ældre perler, bøger som selvfølgelig kan lånes og også altid en blå bog.”
De(t) bedste fra bogverdenen
Podcasten er en kombination af interview og reportage med tre forskellige gæster i hvert program. Anbefalingerne kommer med personlige beretninger. Aktuelle forfattere fortæller om værker, som de er inspireret af. I hver udgave af BogDate medvirker også en litteraturformidler/bibliotekarer fra Københavns Biblioteker.
”Der er jo en skattekiste af bogbegejstrede mennesker ansat på de 20 biblioteker i København, og de får plads i BogDate til at ”tænde lytternes læselyst”. Det er jo bibliotekets fornemste opgave” fortæller værten Claus Vittus, der kommer fra en lang karriere som DR-journalist – men begyndte sit arbejdsliv på Herlev Bibliotek.
Dømmer ikke på udseendet
BogDate er et magasin-format der kan rumme alle voksengenrer, udenlandsk og dansk, fag eller skønlitteratur, digte, grafiske fortællinger og fotobøger m.m.. ”Ligesom ved en date, så handler det ikke bare om udseendet eller den overfladiske præsentation. Vi skal jo ikke sælge bøger, men skabe lyst til at fordybe sig i litteraturen.”