Bogen bag tv-serien: Game of Thrones

Er du nysgerrig på hvad det der Game of Thrones er for en størrelse?

Eller er du allerede inkarneret fan og fortvivlet over, at din yndlings fantasyserie nu har rundet det sidste afsnit? Fortvivl ej, for bag serien findes der (indtil videre) fem store mursten i serien "A Song of Ice and Fire", som beskriver en verden præget af intriger, krig, ære, sex, kærlighed, sammenhold, magi, levende døde og ikke mindst drager.

George R. R. Martin

George R. R. Martin blev født i 1948 i New Jersey, og allerede som barn begyndte Martin at sælge monsterhistorier i nabolaget for nogle håndører - med dramatisk oplæsning inkluderet. I 1970, i en alder af 21 år, begyndte Martin at sælge Science Fiction short stories, og året efter blev han uddannet i journalistik fra Northwestern University. Han arbejdede i en periode som underviser på Clarke College, indtil han i 1979 begyndte at skrive på fuld tid.

Martins forfatterskab tæller både short stories, romaner, grafiske noveller og manuskripter, hvoraf flere har modtaget en lang række priser. Martin blander flere temaer på tværs, indenfor den overordnede genre "High Fantasy".

En Sang om Is og Ild

Tv-serien

HBO-seriens første sæson er en meget tro skildring af bogen, og til og med sæson tre følger serien bogens plot meget tæt. I disse sæsoner er Martin også forfatter på flere af afsnittene. Fra sæson fire og frem bryder serien stødt og roligt med bogens narrativ, og tager sig flere friheder. Da Martin ikke nåede at skrive den femte bog før sjette sæson af serien løb over skærmen, har han fra denne sæson og frem kun været rådgiver i forhold til seriens plotudvikling, hvilket også er til at spore i serien. Der er fans af Martins bøger, der mener, at serien har taget en uheldig drejning i de sidste sæsoner, da den mangler Martins skarpe replikker, kompleksiteten i karaktererne samt de overraskende plot-twists.

Fortællingen

Fortællingen i “A Song of Ice and Fire” foregår i den historie- og middelalder-inspirerede verden Westeros samt kontinentet Essos, hvor kampen om tronen er omdrejningspunkt for udspekulerede magtspil og intriger, ufrivillige ægteskaber, voldelige slag og splittede familier. Westeros består af syv kongeriger med hver deres leder, mens den centrale magt er placeret i byen Kings Landing, hjem for den eftertragtede Iron Throne.

Vi følger først og fremmest familien Stark fra det nordlige område Winterfell, og hvorledes familiens splittelse fører til mange hårde skæbner for dem alle. Længere nordpå ligger muren, The Wall, som vogtes af mænd fra The Knights Watch, som har til opgave at beskytte resten af kongedømmet fra en voksende fare fra det iskolde landområde på den anden side.   

Persongalleriet er støt voksende og meget diverst, og man følger flere hovedpersoner, som hver har deres komplekse baggrund og agenda, og hvis dilemmaer reflekterer kendte temaer fra de klassiske tragedier.

Et troværdigt fantasyunivers

Martin skriver med en detaljegrad og troværdighed, der gør, at du suges ind i universet og dets karakterer. Hvad der gør Martins univers særligt interessant, er hans historiske setting, som trods drager og white Walkers (en slags frosne zoombier), opleves som utroligt overbevisende. Martin formår nemlig at give oplevelsen af en ægthed i den middelalderlige adaption og de mange spilleregler, der gælder i et splittet land præget af konstante magtspil.

Spillet om tronen er uforudsigeligt, og Martin skuffer ikke, når det gælder overraskende udfald og plot-twists. Det fragmenterede narrativ er klart en af bøgernes største styrker, men det kan også vise sig at blive den største svaghed. Den forgrenede fortælleform giver mulighed for at forfatteren kan undersøge temaer og karakterer fra flere sociale og politiske lag og vinkler, hvilket skaber mange nuancer i fortællingen. En kritik der dog kan rejses, er den stadige tilføjelse af karakterer og nye plotlines, som kan blive en udfordring for Martin når alt i sidste ende skal bindes sammen. Om det lykkes, må vi nok vente nogle år med at finde ud af.

Oprindelig skrevet af Anita, kulturformidler på Københavns Biblioteker

 

Bøgerne

10.08.22